Efter fredagens store gymnasiefest i Dyrehaven nord for København, måtte Naturstyrelsen lørdag rykke ud med otte mand, der måtte bruge flere timer på at rydde store bunker skrald op.
Kun få af festdeltagerne var selv mødt op for at give en hånd med – og det er faldet mange for brystet, at langt størstedelen af gymnasieeleverne tilsyneladende kun vil nyde uden at yde.
Mange af TV 2 Lorrys brugere på Facebook reagerede lørdag med vrede mod de unge, da Naturstyrelsens skovrider Hans Henrik Christensen tog en pause fra oprydningen og stillede sig frem og efterlyste mere ansvar fra festdeltagerne – og deres forældre med.
Hans Henrik Christensen fortæller til TV 2 Lorry, at elever fra kun to gymnasier - Ingrid Jespersens Gymnasium og Virum Gymnasium - kom til Dyrehaven for at rydde op på små arealer, som de mente var deres.
Må tage sig sammen
De Konservatives miljøordfører Mette Abildgaard mener også, at gymnasieeleverne svigter deres ansvar, når de efterlader et kæmpemæssigt rod i naturarealer.
På Facebook skriver hun derfor, at hun vil tage sagen videre til miljøminister Esben Lunde Larsen, Venstre, med henblik på at forbyde fremtidige fester i Dyrehaven, såfremt der ikke ryddes op.
- Jeg vil tage op med miljøministeren, om vi kan nægte gymnasieeleverne at låne arealet næste år, medmindre der arrangeres fælles oprydning dagen derpå. Det er på ingen måde et urimeligt krav at stille!
- Det er så fint, at de unge mennesker låner Dyrehaven til at feste i. Men så må de simpelthen også tage sig sammen dagen derpå og give en hånd med oprydningen. Og hvis de ikke gider det, så må de jo holde festen et andet sted, hvor man betaler sig fra oprydningen, skriver Mette Abildgaard, der gerne vil sende det rigtige signal til de unge.
- Det her er simpelthen principielt for mig - hvad er det, vi lærer ungdommen? At man bare kan bruge naturen som losseplads, og efterlade oprydningen til de voksne? Niks!, slutter hun sit opslag.