Igennem sommeren dykker TV 2 Lorry i samarbejde med byvandringsmanden og historieformidleren Allan Mylius Thomsen ned i Københavns mere kuriøse historier. Hver søndag i seks uger vil vi bringe en historie fra og om København fortalt af netop Allan Mylius Thomsen.
Den 2. februar 1866 blev der født en pige på Vesterbros Badevej (altid kaldet ”Balladevej”). Den hedder i dag Eskildsgade.
Pigen fik navnet Amanda Jensine Nilsson. Hun var datter af en indvandret svensk arbejdsmand ved navn Jöns Nilsson og hans danske kone Jensine Jensdatter. Faderen var en stabil mand, der sørgede for sin familie.
Desværre blev han udsat for en arbejdsulykke, så Amanda og hendes to ældre søstre måtte tidligt ud på arbejdsmarkedet, hvor hun måtte tage job som syerske.
Historien fortæller, at Amanda havde en veninde, der i 1884 havde læst en annonce fra etablissementet og sangerindepavillonen Alléenberg på Frederiksberg Allé. Her søgte de nye syngepiger til deres forestilling. Tribunesangerinderne leverede en underholdning, der var uhyre populær i tiden, men samtidig var erhvervet omgærdet af stor offentlig forargelse og kontrol.
Veninden ville søge jobbet som syngepige, men bad Amanda gå med som anstandsdame. Hvad der skete med veninden, fortaber sig. Men Amanda blev som 18-årig ansat som syngepige på Alléenberg.
En syerske på den tid kunne tjene otte kroner om ugen på en 11 timers arbejdsdag. En syngepige kunne i begyndelsesløn tjene tre kroner per aften og fem kroner om søndagen for en noget kortere arbejdstid og med frynsegoder i form af genstande, der blev sendt op til scenen fra publikum. De blev ofte returneret uåbnet til buffeten. Så delte syngepigen og buffisten i porten.
Amanda startede her en strålende karriere i det københavnske syngepigemiljø, hvor der fandtes 40 sangerindepavilloner. Amanda brugte dog ikke det svenske Nilsson, men fordanskede det til Nilsen.
Stjernestatus
Efter en turné i Finland blev den slanke, askeblonde Amanda Nielsen i 1885 ansat som stjerne i Carl Kehlets Café Chantant - i dag Riddersalen i det nuværende Lorry-kompleks på Allégade.
Kehlet havde øje for talenter. Han gav den da 19-årige Amanda 100 kroner om måneden og stjernestatus i hans etablissement.
I dagspressen kunne man den 1. september læse følgende annonce: "C. Kehlets Kafé chantant, 1ste Optræden af den yndede Chansonette Amanda Nielsen samt Optræden af Nordens største Dameselskab".
Amanda mødte her nationalskjalden Holger Drachmann. Han skal ved mødet have udbrudt: ”De er alt for smuk til at hedde Amanda – jeg vil kalde Dem Edith”. Han var gift og dobbelt så gammel som hun, der blev hans kæreste og muse.
Amanda var litterært interesseret, gik meget i teatret og med sit demokratiske sindelag kom hun til at præge Drachmanns liv og produktion. Særligt romanen ”Forskrevet” fra 1890 er en hyldest til sangerinden, som han gav navnet Edith. Det fik tusindvis af arbejderfamilier til at opkalde deres døtre efter bogens heltinde.
Da Amanda begyndte at synge i Tivolis Varieté, kaldet ”Kisten”, var publikumsinteressen stor.
Drachmann var hyppig gæst. Deres forhold og Amandas viser skabte selvfølgelig forargelse. Blandt andet sang hun Drachmanns tekster til ”En spillemand snuppet violen fra væg” og ”Se det summer af sol over engen”.
Journalisten Carl Muusmann beskrev Amanda som et virkeligt talent, der aldrig gjorde væsen af sit forhold til den berømte digter.
Børnerigt ægteskab
I 1891 forlod parret Danmark for at undgå sladderen. De slog sig ned i Hamburg, hvor Amanda fik egen lejlighed og tjente til livets ophold som sangerinde i Skt. Pauli. Hun ville ikke være en holdt kvinde. Herefter boede de sammen i Wildhusen ved Lübeck.
Amanda oplevede nogle lykkelige år med Drachmann, indtil hun i 1897 brød forholdet på grund af digterens affære med en anden ung kvinde.
Det skabte stor skandale, da Drachmann efter førsteopførelsen af Vølund Smed på Det Kongelige Teater i 1898, udbragte et leve for “den store noble kvinde”, der havde inspireret ham til værket. København kogte af forargelse over, at en simpel ”tribunesangerinde” var blevet hyldet på nationalscenen.
Efter bruddet søgte Drachmann trøst hos to norske veninder og giftede sig med den yngste. Drachmann var da 57 år, og hans brud var den 30-årige norske Soffy Drewsen. Han kunne dog ikke glemme Amanda. Da han døde i år 1908 var det med hendes navn – Edith - på læberne.
Amanda Nielsen blev i 1898 giftet med den to år yngre tyske købmand Bernhard Gerlach. De slog sig ned i Hamburg. Så vidt vides, optrådte hun aldrig siden. Her fik Amanda et kortvarigt, men meget lykkeligt og børnerigt ægteskab.
Bernhard Gerlach døde allerede i 1911 kun 43 år gammel. Amanda overlevede sin mand med næsten 40 år, og flyttede på sine gamle dage ind på det danske asyl Stift Rosenborg i Hamburg. Her oplevede hun anden verdenskrigs gru og mistede ved det engelske bombardement af byen mange af sine ejendele.
Dog reddede hun blandt andet en tegning af Drachmann og alle digterens breve til hende. I 1947 sendte hun Drachmanns breve til Det Kongelige Bibliotek - også “de slemme” - da hun ikke ønskede, at den glorie, digteren havde udstyret “Edith” med, skulle stå som hendes eftermæle. Det opdagede Billedbladet, der lavede en stor forsidereportage med den tidligere syngepige fra Vesterbro.
Amanda døde i 1953 - 87 år gammel - men lever stadig i “Ediths” skikkelse gennem Drachmanns værker. Syngepigen fra arbejdsmandshjemmet på Vesterbro havde for bestandige erobret sin plads i den danske litteratur.
Det var den anden af seks artikler i TV 2 Lorrys sommerserie om historier fra København. I næste uge vil Allan Mylius Thomsen fortæller historien om Københavns kommunale måneskin.
