Igennem sommeren dykker TV 2 Lorry i samarbejde med byvandringsmanden og historieformidleren Allan Mylius Thomsen ned i Københavns mere kuriøse historier. Hver søndag i seks uger vil vi bringe en historie fra og om København fortalt af netop Allan Mylius Thomsen.
Siden 1642 har Rundetårn stået som et bastant vartegn over Christian 4.’s foretagsomhed i København.
36 meter over gadeplanet hæver tårnet sig, og selv i dag er det et imponerende bygningsværk. Men da det stod færdigt, var det i den lave middelalderby en langt mere monumental bygning.
Overfor Regensen havde Christian 4. tvangseksproprieret tre gårde mod ejernes vilje. De blev revet ned og efterlod en stor byggegrund langs Landemærket. Her havde Christian 4. store planer.
For det første skulle der bygges en kombineret studenterkirke og bibliotek. I det sidste skulle Universitetets bøger samles på ét sted. Det blev denne bogsamlings størrelse, der kom til at bestemme kirkens dimensioner. Tanken var nemlig, at hele den øverste etage skulle rumme biblioteket. Så var det bare at beregne, hvor meget bøgerne fyldte, og så dimensionere kirken i underetagen efter disse beregninger.
Det kom til at give et kirkerum, der blev 50 meter langt og 20 meter bredt.
Her ville de studerende ved Københavns Universitet ikke fylde meget. Udover studenterkirke og bibliotek, skulle bygningsværket også have en tredje funktion. I tilknytning til kirken skulle der bygges et tårn, der på toppen skulle have et astronomisk observatorium.
Derfor blev Tyge Brahes elev, astronomen Longomontanus, inddraget som rådgiver ved tårnets opførelse. Det var også gennem tårnet, at der skulle være adgang til biblioteket.
Uvished om højden
Grundstenen til Rundetårn blev lagt den 7. juli 1637, medens byggeriet af kirken var påbegyndt nogle måneder tidligere. Det var dog ikke Christian 4., der selv lagde grundstenen, for han var i Glückstadt i Holsten.
For byggeriet stod murermester Jørgen Scheffel fra Bern. For det første skulle der fundamenteres grundigt, da området var ret sumpet. Mursten og andre materialer skulle transporteres til byggepladsen. Primitive stilladser blev rejst, og mure og tårn begyndte sten for sten at skyde op.
Selve kirkens udformning havde mester Jørgen rimelig tjek på. Den havde den størrelse og udseende, som den skulle have.
Men med det store runde tårn var det en anden sag. Fundamentets dimensioner, murtykkelse og tårnets diameter var der fra starten enighed om. Men hvor højt tårnet skulle være, var der i flere år ingen, der havde taget stilling til.
Derfor havde mester Jørgen udarbejdet sit tilbud, så det dækkede for de første 10 alen (én alen cirka 2/3 m), herefter de næstfølgende 10 alen og til sidst en bemærkning om, at enhver efter en progressiv skala kunne beregne, hvad det herefter ville koste for hver følgende 10'ende alen.
Mester Jørgen kunne bare bygge videre, til kongen sagde stop. Støt og roligt skød stilladserne og det runde murværket op over Købmagergade.
Christian 4. havde i øvrigt fået en pudsig idé. Inspireret af andre kongelige bygningsværker ude i Europa, havde han forlangt, at adgangen til biblioteket over kirken og observatoriet på toppen af tårnet, skulle være via en muret sneglegang. Så kunne den fysisk ret svære monark ride eller lade sig køre helt op til toppen uden at skulle kravle sveddryppende og prustende op ad en stejl trappe.
Denne snoede spiralrampe pressede sig i otte til ni vindinger trinløst til vejrs mod toppen. Tårnet blev bygget omkring en indre hul cylinder. Svære jernankre blev muret ind i spiralgangen og forankret uden på muren. Det skulle sikre tårnet mod at skride ud. Ind til den hule cylinder i midten var der åbne rundbuede huller, så man kunne se ned i det mørke hule indre.
I 1642 var mester Jørgens murersvende kommet 36 meter over gadeplanet.
De dobbelte rundbuede vinduer fulgte sneglegangen hele vejen op. De var samlet under en spidsbuet blænding. De blev indrammet af lodrette felter, der gav tårnet et harmonisk udseende. Ved de 36 meter syntes Christian 4., at tårnet havde den højde som det skulle have - eller også havde han ikke råd til mere.
Rebus på latin og hebraisk
Sneglegangen var over fire meter bred og omkring 209 meter lang, men førtes ikke helt op. I den øverste del blev der indrettet arbejdsrum til astronomerne. Herfra skulle selv kongen ulejlige sig resten af vejen op ad en trappe.
Tårnet fik fladt tag, da det ikke var tænkt som klokketårn for kirken. Langs den cirkelrunde gesims anbragtes et smukt smedejernsgitter på en samlet længde af 53 meter. Det var opdelt i 54 felter, hvor forbogstaverne R F P i kongens latinske ordsprog blev anbragt.
Det blev øjeblikkeligt tolket af københavnerne som; ”Riget Fattes Penge”, men betød nu ”Fromhed styrker Rigerne”.
Det smukke smedejernsgitter blev udført af smedemester Casper Fincke. På tårnet opsatte Christian 4. en rebus, som er en sær blanding af latin og hebraisk. Det skulle ifølge den højlærde Thomas Bang vistnok tolkes som "Led lærdom og retfærdighed, Jehovah, i den kronede Christian 4's hjerte."
På det flade tag opførtes med tiden flere små huse, hvorfra astronomerne kunne studere himlens stjerner. Det imponerende bygningsværk stod færdigt i 1642, og kaldes officielt for Regenstårnet, men det blev i folkemunde hurtigt til Rundetårn.
Trinitatis Kirke blev først færdig til indvielse den 31. maj 1656 - 14 år efter Rundetårn. Da var myndighederne godt klar over, at den var lidt stor til kun at være kirke for studenterne. Derfor blev Trinitatis Sogn oprettet. Kirken og meget af biblioteket blev svært beskadiget ved bybranden i 1728, men tårnet modstod flammerne.
Observatoriet på toppen var i drift til 1861, hvor det flyttede over på Rosenborg Bastion på Øster Vold.
Da trafikken i starten af 1900-tallet efterhånden voksede i byen, var det planen at flytte tårnet om på siden af kirken. Det blev heldigvis ikke til noget.
I stedet blev der så i 1906-09 indrettet en fodgænger-arkade i Regensens underetage for at lette presset på Købmagergade. Så Rundetårn knejser stadig over kongens København på sin plads overfor Regensen.
Det var den første af seks artikler i TV 2 Lorrys sommerserie om historier fra København. I næste uge vender vi blikket mod Vesterbro og Frederiksberg, hvor Allan Mylius Thomsen fortæller historien om skønheden fra Vesterbros Balladevej.
