Se listen: Flere kommuner halter efter med HPV-vaccine

Ishøj Kommune er bundskraberen, når det kommer til antal HPV-vaccinerede piger. Se listen og få overblikket over alle kommunerne i TV 2 Lorrys sendeområde.

Flere kommuner i Region Hovedstaden halter voldsomt efter, når det handler om andelen af unge piger, der bliver vaccineret med HPV-vaccine.

Det mener Kræftens Bekæmpelse på baggrund af tal fra Statens Serum Institut.

På landsplan er 76 procent af pigerne født i 2005 blevet vaccineret, men når man ser på tallene kommune for kommune er der steder, hvor man ligger langt under.

Ishøj Kommune er bundskraberen i hele landet, hvor kun 62 procent af pigerne er blevet færdigvaccinerede.

Overlæge: Forældre mangler viden

Andre kommuner i bunden er København, Albertslund, Brøndby og Gribskov, der alle ligger under 70 procent, mens en række andre kommuner er et lille nøk over, men stadig et godt stykke fra landsgennemsnittet.

- Når man sammenligner regionerne, så er der altså færrest, der bliver vaccineret i Region Hovedstaden, hvor man kan se, at der er flere kommuner, der har en vaccinations-tilslutning på under 70 procent, siger overlæge hos Kræftens Bekæmpelse, Janne Bigaard.

- Det er svært at sige, hvad forklaringen er på den lave tilslutning i nogle kommuner, fordi de er meget forskellige, så hver kommune ved nok bedst, hvad årsagen hos dem kan være, men jeg tror, der er rigtig mange forældre, der har brug for at vide mere om hpv-vaccinen, siger hun til TV 2 Lorry.

Hvad er HPV?

Der er over 100 forskellige typer human papillomavirus (HPV), som kan give infektion. Nogle typer er årsag til godartede sygdomme som hudvorter og kønsvorter, mens andre typer er årsag til cancer. Den hyppigste kræftform forårsaget af HPV er livmoderhalskræft.

 

De fleste mennesker har på et tidspunkt i barnealderen haft en HPV-infektion i form af hudvorter. Seksuelt overførte HPV-infektioner på slimhinderne som fx kønsvorter er også udbredte.

 

Stort set alle seksuelt aktive kvinder bliver forbigående smittet med en eller flere HPV-typer i løbet af livet. Forekomsten er særlig høj blandt unge under 30 år, hvor ca. 25% er inficeret. Men kun et fåtal oplever, at HPV-infektionen bliver kronisk, en tilstand der kan resultere i celleforandringer eller kræft.

 

HPV-vaccination er en del af det danske børnevaccinationsprogram og er gratis for piger og drenge, fra de fylder 12 år.
 

Det anbefales, at piger og drenge HPV-vaccineres, når de fylder 12 år.

 

Læs mere om HPV her.

 

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

I Københavns Kommune tog man tidligere på året konsekvensen af den lave tilslutning. Derfor tilbød man alle skolernes 6. klasser at blive vaccineret, men så kom en vis coronavirus i vejen. Alle skolerne blev lukket, efter at man kun havde nået at vaccinere i tre dage, fortæller Janne Bigaard.

Hun håber, at Københavns Kommune vil fortsætte med at finde penge til at HPV-vaccinere, og at tendensen kan sprede sig til øvrige kommuner, så flere kan få vaccinen.

- Det er vigtigt at få HPV-vaccinen, fordi det er den eneste vaccine i børnevaccinations-programmet, der beskytter mod kræft, siger Janne Bigaard.

Herunder kan du se HPV-tallene for de 34 kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde.

Tallene viser andelen af piger født i 2005, der er HPV-vaccineret pr. 8. maj 2020

Landsgennemsnittet for første stik ligger på 86 %, mens landsgennemsnittet for færdigvaccineret ligger på 76 %.

I parentes ses HPV-vaccinationstilslutningen ved seneste opgørelse (8. april 2020).

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik