Rigshospitalet klar til stort rykind af coronapatienter

Region Hovedstaden udvider kraftigt kapaciteten til at kunne modtage coronapatienter og gør klar til at håndtere 300 intensivpatienter, når epidemien topper.

Et minihospital til covid-19 patienter er på kort tid blevet etableret i Rigshospitalets nye nordfløj.

Her er der 105 nye sengepladser, hvoraf 30 af dem er intensivsenge. Dertil vil der kunne oprettes yderligere 30 intensivsenge, der kan tages i brug, når behovet melder sig.

quote Vi har en modstander for tiden der hedder coronavirus. Den har et ansigt, der kan være grimt.

Jan Bonde, Overlæge og leder af Rigshospitalets nye coronaafdeling

Overlæge Jan Bonde skal lede Rigshospitalets nye coronaafdeling, og på et pressemøde mandag slår han fast, at der er brug for, at vi forbereder os på det uforudsigelige.

- Vi har en modstander for tiden, der hedder coronavirus. Den har et ansigt, der kan være grimt. Den er uforudsigelig og ny, og vi har derfor ikke nogen naturlig modstandskraft i kroppen mod den. Vi har ingen specifik behandling for den, og vi kan ikke vaccinere os ud af den. Den slår ned i et omfang, der er stort. Det har jeg aldrig oplevet tidligere, siger Jan Bonde om den opgave, han og hele det danske sundhedsvæsen står overfor.

quote Det vi gør er at understøtte organfunktioner, der kommer til at lide

Jan Bonde, Overlæge og leder af Rigshospitalets nye coronaafdeling

På Rigshospitalet er patienter smittet med coronavirus lige nu indlagt i det såkaldte centralkompleks, hvor der er cirka 20 ekstra intensivpladser.   

- Det sædvanlige forløb er, at patienterne ligger der i 14 dage og har et forløb som en svær lungebetændelse. Og det, vi gør på intensiv, er at understøtte organfunktioner, der kommer til at lide, siger Jan Bonde.

Rigshospitalets nye Nordfløj åbner om få dage med et minihospital for COVID-19 smittede patienter.
Rigshospitalets nye Nordfløj åbner om få dage med et minihospital for COVID-19 smittede patienter.

Mangel på personale

Rigshospitalets nye intensivafdeling kaldes Covita og Covina, og den er fysisk placeret i Nordfløjens område for operationsmodtagelse- og opvågning. Ifølge Jan Bonde mangler der fortsat personale for at komme helt i mål med afdelingen.

- Vi er klar til de første 30 intensivpatienter, men vi mangler stadig sygeplejersker for at være klar til de 30 næste (patienter, red.), siger han.

quote Der er brug for en bemanding på 3500 medarbejdere alene på intensivområdet

Sophie Hæstorp Andersen, Regionsrådsformand, Region Hovedstaden

På Region Hovedstadens hospitaler er der lige nu indlagt 259 patienter med coronavirus. Af dem er 63 på intensiv og af dem ligger 57 i respirator.

Men ifølge formanden for regionsrådet i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), gør regionen sig klar til at kunne behandle 300 intensivpatienter, når corona-epidemien forventes at toppe om nogle uger.

quote Mere end 8000 har meldt sig, men hvor meget få kan sådant lige gå ind i intensiv funktion

Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand, Region Hovedstaden

- Vi ved, at der er brug for en bemanding på 3.500 medarbejdere alene på intensivområdet, og vi er i fuld gang med at omskole og omfordele en lang række medarbejdere, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Ifølge Regionsrådsformand Sohie Hæstorp Andersen bliver der abejdet med at finde personale nok til at bemande hospitalernes intensivafdelinger.
Ifølge Regionsrådsformand Sohie Hæstorp Andersen bliver der abejdet med at finde personale nok til at bemande hospitalernes intensivafdelinger.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Ligesom Jan Bonde påpeger regionsrådsformanden, at det er en udfordring at få hænder nok til intensivafdelingerne i den kommende tid. Også selvom mange har meldt sig til arbejdet.

- Vi trækker på den jobbank, vi har lavet i Region Hovedstaden, hvor mere end 8000 har meldt sig. Men hvor meget få kan sådant lige gå ind i intensiv funktion, så det er noget vi arbejder med lige nu, siger Sophie Hæstorp Andersen på mandagens pressemøde.

Værnemidler på vej

Der har længe været en bekymring for, om hospitalerne vil løbe tør for værnemidler som visirer og mundbind. Men selv om der er pres på området, så ser der lige nu ud til at være sørget for en god levering af værnemidler til Region Hovedstadens hospitaler, der blandt andet har indgået en aftale med en fynsk virksomhed om at levere 3000-4000 visirer dagligt.

- Fysikken er vi efterhånden ved at have på plads. Vi er i gang med at købe flere respiratorer, så vi har nogle i reserve, hvis noget skulle gå i stykker, siger Sophie Hæstorp Andersen.

quote Det her er et holdarbejde. Vi forsøger at løfte i fællesskab.

Jan Bonde, Overlæge og leder af Rigshospitalets nye coronaafdeling

Rigshospitalets nye corona-afdeling åbner onsdag den 1. april og kan med tiden blive landets største afdeling med coronapatienter.

Jan Bonde gjorde ved dagens pressemøde meget ud af at fremhæve, at der kæmpes hårdt på alle regionens hospitaler for at hjælpe intensivpatienter gennem svære Covid-19 forløb.

- Der gøres et kæmpe arbejde på vores søsterhospitaler, de store akuthospitaler og ovre på Rigshospitalets centralkompleks på intensivafdelingen. De er jo startet for længe siden. Det her er et holdarbejde. Vi forsøger at løfte i fællesskab, lød det fra lederen af Rigshospitalets nye corona-afdeling, siger Jan Bonde.

Region Hovedstaden udvider kraftigt kapaciteten til at kunne modtage coronapatienter og gør klar til at håndtere 300 intensivpatienter, når epidemien topper.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik