Onsdag stiger prisen på en pakke cigaretter - ingen grund til at hamstre endnu

Priserne på cigaretter stiger snart 14 kroner på grund af dyrere afgifter. Officielt stiger afgiften 1. april, men der vil gå en række uger, før priserne ændrer sig i butikkerne.

Priserne stiger snart med 14 kroner per cigaretpakke. Alligevel siger detailhandlen, at der ikke er grund til at hamstre cigaretter lige nu. Arkivbillede fra 2018 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er dyrt at være ryger, og snart så bliver det endnu dyrere.

En pakke smøger koster i dag omkring 41 kroner, men på onsdag den 1. april hæves afgiften, så prisen lander på 55 kroner.

Umiddelbart skulle man tro, at sådan en stigning ville få rygere til at valfarte til kiosker og supermarkeder for at hamstre. Men det er ikke sket.

- Der er ikke nogen af mine kunder, der hamstrer, siger Tina Hansen, der ejer Lyngens Kiosk i Køge.

- Mine kunder handler helt, som de plejer. De kommer og køber en enkelt eller to pakker cigaretter, så der er ikke noget, der har ændret sig på den front, siger Tina Hansen.

Læs også Butik oplevede hamstring i stor stil inden Mette F.'s tale

Samme melding kommer fra både supermarkedskæden Coop og kioskernes brancheforening, der har over 400 kiosker og nærbutikker som medlemmer.

- Vi har ikke observeret nogen hamstringsbølge. Cigaretsalget går helt, som det plejer, siger Torben Pedersen, der er landsformand i Nærbutikkernes Landsforening.

Afgiftsstigning rammer først kunderne, når lagrene er tomme

De højere afgifter bliver indført for at begrænse antallet af rygere. Især er det forligspartiernes håb, at det vil blive mindre tillokkende for unge rygere at tænde deres første cigaret.

Der vil dog gå noget tid endnu, før afgiften slår igennem ude i butikkerne.

Alene i butiksleddet vil der flere steder være en lagerbeholdning til 2-3 ugers normalt salg

Torben Pedersen, landsformand for Nærbutikkernes Landsforening

- I henhold til de afgiftsregler, som politikerne har vedtaget, vil der typisk være en naturlig overgangsperiode, hvor man sælger ud af gamle lagre, siger Caroline Stage Olsen, der er government affairs senior manager hos British American Tobacco i Danmark, der producerer og sælger nogle af de mest populære cigaretter i Danmark som Prince, Kings og Pall Mall.

Afgiften er nemlig lagt på selve banderolen, som tobaksproducenterne bestiller hos Skat, når de vil lave flere cigaretter.

Producenterne har et mindre lager af banderoler, men vil ved nye bestillinger altså skulle betale den højere afgift. Derfra skal banderolerne så transporteres ud til fabrikkerne i udlandet, de skal sættes på cigaretpakker, der skal transporteres tilbage til grossister i Danmark, for så i sidste ende at blive sendt ud til detailforretningerne.

- Derfor er den nye højere pris ikke nødvendigvis synlig i handlen allerede den 1. april, da den først vil slå igennem i takt med at eksisterende lagre tømmes, siger Caroline Stage Olsen.

Læs også Kommune forbyder både cigaretter og snus i arbejdstiden

Forventer at have billigere cigaretter i flere uger

Ingen ved præcis, hvor store lagre de forskellige handelsled har. Men i detailhandlen føler man sig overbevist om, at der stadig vil være cigaretter til de lave afgifter i nogle uger endnu.

- Der er jo både lagre ude i butikkerne, hos grossister og producenter, så jeg tror, der går noget tid, før priserne slår igennem overfor forbrugerne, siger Torben Pedersen fra Nærbutikkernes Landsforening.

- Alene i butiksleddet vil der flere steder være en lagerbeholdning til 2-3 ugers normalt salg, siger Torben Pedersen.

Folk må jo handle, som de vil. Men lige nu og her er der ingen grund til panikhamstring. Vi vil have cigaretter med de lave afgifter en god tid endnu

Torben Pedersen, landsformand for Nærbutikkernes Landsforening

Helt så mange cigaretter ligger der dog ikke i et baglokale hos Lyngens Kiosk i Køge.

- Jeg har ikke noget stort lager, for jeg får varer løbende leveret to gange om ugen, og jeg har ikke selv gjort noget for at hamstre billige cigaretter. Men det er klart, at mine leverandører jo også har noget på lager, så der vil gå noget tid, før afgiftsstigningerne kommer helt ud til kunderne, siger kioskejer Tina Hansen.

Fordi lagrene er fyldte mange steder, så er anbefalingen fra detailhandlen, at der ikke er nogen grund til at hamstre cigaretter lige nu. Der vil nemlig gå en række uger, før priserne stiger.

- Folk må jo handle, som de vil. Men lige nu og her er der ingen grund til panikhamstring. Vi vil have cigaretter med de lave afgifter en god tid endnu, siger landsformand Torben Pedersen fra Nærbutikkernes Landsforening.

Læs også Ny idé skal fjerne cigaretskod fra gaden i Helsingør

Den 1. januar 2022 vil afgiften på cigaretter stige endnu engang. Her vil prisen stige fra 55 til 60 kroner per pakke cigaretter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik