Ny idé skal fjerne cigaretskod fra gaden i Helsingør

Kommunerne bruger hvert år millioner på at fjerne cigaretskod. I Helsingør tester en ny metode, der gør det let og hurtigt at rydde op.

Morten Juhl Koch er driftsleder i renholdningsafdelingen i Helsingør Kommune.

Gennem et stykke tid observerede han rygere i gadebilledet for at klarlægge, hvad de gjorde, når de var færdige med cigaretten.

Og det førte til idéen med en ny specialdesignet "rygerist", som man kunne bruge i kommunen.

Idéen var at lade rygerne fortsætte med at gøre det, de plejer. Men at gøre det lettere at rydde op.

- Jeg lagde mærke til, at mange af dem smed deres cigareskod i vejriste og vejbrønde. Så fik vi tanken, at det kunne være smart at lave en slags rist, så de kunne smide dem der i stedet for, siger Morten Juhl Koch.

Det er nu blevet til den særlige "rygerist".

Rygeristen er blandt andet ved stationen i Helsingør, hvor den ligger på fortovet i stedet for en flise. Men risten er et slags kæmpe askebæger, der opsamler cigaretskod, som man nemt kan tømme med en slange og en fejebil.

Det koster i kommunerne

Organisationen Hold Danmark Rent (HDR) anslår, at der hvert år smides omkring tre milliarder skod i hele Danmark.

Og det koster ifølge organisationen mellem en halv og en hel milliard kroner på landsplan, når der skal ryddes op.

TV 2 Lorry har spurgt en del af kommunerne i vores sendeområde, hvor mange mandetimer de cirka bruger om ugen på at samle cigaretskod op.

I Furesø Kommune er vurderingen, at de bruger tre mandetimer om ugen på at feje cigaretskod op.

I Vallensbæk bruger de cirka tolv mandetimer om ugen på at samle cigaretskod. I Rødovre bruger de to mandetimer om ugen, mens de i Gladsaxe bruger omkring fem mandetimer om ugen.  

I København tør de ikke gætte på, hvor mange timer, opsamling af cigaretskod udgør i Teknik- og Miljøforvaltningens budget. Forvaltningen anslår dog, at skod udgør mere end 80 procent af de stykker skrald, der ligger på gaden. 

Og i Helsingør er opsamling af skod også noget, som de bruger mange penge på. De ville hellere bruge pengene et andet sted.

- Den her tanke om at affald er noget, som kommunen bare tager sig af, hvad enten det er almindelig affald eller skod, det skal vi altså væk fra.

- Tænk på hvad de penge ellers kunne bruges til. De kunne bruges til hjemmepleje eller børnehaver – i stedet for at rense fliserne, siger Helsingør-politikeren Christian Holm Donatzky fra Radikale Venstre, som også er formand for By-, Plan- og Miljø– udvalget i kommunen.

De orange filtre forurener 

Cigaretskod er et problem for miljøet. Filteret på sådan et skod består af en slags plastik, som havner i naturen, når det bliver smidt på gaden eller ryger ned i  afløbsristen.

Dertil skal man lægge, at der er et væld af giftstoffer i et det orange filter.   

- Alle de cigaretskod, der har filtre på, er fyldt med acetat - det vil sige plastik. Og når de ryger ned i kloaken eller i havnen, så bliver de til plastik i verdenshavene, siger enhedschef i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, Jakob Hjuler Tamsmark.

Det tager i øvrigt fire år for naturen at nedbryde et cigaretskod.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik