Markant fald i trafikken over Øresundsbroen

Konsortiet bag forbindelsen over Øresund forventer, at vi skal frem til 2022, før trafikken over broen vender tilbage til 2019-niveauet.

Der er så småt igen ved at være normal trafik på Øresundsbroen, men det første halvår af 2020 har været særdeles hårdt for broens økonomi.

I første halvår er trafikken faldet med mere end 40 procent sammenlignet med trafikken fra første halvdel af 2019.

Det har betydet et fald i indtægterne på flere hundrede millioner kroner. Konsortiet bag broen oplyser, at indtægterne fra vejtrafikken er faldet med 213 millioner kroner det første halve år.

- Vi har haft nogle uger til at vænne os til, at det er sådan, det ser ud. Men hvis man lige træder et skridt tilbage, så er det jo dramatisk. Hvis man sagde for et år siden, at vi skulle opleve et fald i vores trafik på 40 procent, så var vi jo gået bagover, siger Kaj V. Holm, viceadministrerende direktør i Øresundsbro Konsortiet, til TV 2 Lorry.

I alt passerer knap 20.000 trafikanter dagligt Øresundsbroen på en almindelig dag - men under coronakrisen har tallet været helt nede på under 12.000.

- Det skyldes jo især grænserestriktionerne, altså indrejserestriktionerne i Danmark. Og til en vis grad også de svenske rejsevejledninger, der har betydet, at vi har fået meget mindre trafik, siger Kaj V. Holm.

Det er den almindelige pendlertrafik i personbiler og bustrafikken, der har været kraftigst reduceret, mens godstrafikken kun er faldet med fire procent i forhold til samme periode sidste år.

- Vi er ikke tilbage på 2019 niveau i 2021, altså næste år. Det er vi ikke. Vi skal mindst frem til 2022, spår Kaj V. Holm.

Kaj V. Holm fra Øresundsbroens konsortium forventer, at trafikken tidligst er tilbage på 2019-niveau i 2022.
Kaj V. Holm fra Øresundsbroens konsortium forventer, at trafikken tidligst er tilbage på 2019-niveau i 2022.
Foto: TV 2 Kosmopol

Især forårsmånederne, hvor coronavirussen for alvor fik fat, var hårde for trafikken over broen.

Fra den 16. marts til midten af april faldt totaltrafikken med omkring 70 procent sammenlignet med tilsvarende uger sidste år, mens nedgangen var omkring 60 procent fra den 20. april til første halvdel af maj.

Siden midten af maj til udgangen af det første halvår er den samlede trafik cirka halveret.

Den 27. juni blev indrejsereglerne lempet for beboerne i lande og regioner med lavt smittetryk, og i dag kan folk i grænseregionerne – mod forevisning af dokumentation for bopæl – indtil videre rejse til Danmark uanset årsagen og smittetrykket i regionen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik