Ihærdig ildsjæl bruger årevis på at bekæmpe invasive planter

Invasive dyr og planter er en stor trussel mod naturen i hovedstadsområdet. Hans Nielsen fra Lyngby har viet sit liv til at bekæmpe dem.

Der findes ikke mange mennesker som biologen Hans Nielsen fra Lyngby-Taarbæk.

Han har dedikeret sit liv til at bekæmpe invasive arter som bjørneklo, mink og japansk pileurt.

Arter, som truer den nuværende danske natur og koster kommunerne millioner af kroner at udrydde.

quote Det, der tit er problemet mange steder er, at man starter med indsatsen, men man får ikke gjort den færdig.

Hans Nielsen, Biolog og formand, Danmarks Naturfredningsforening i Lyngby-​​​​Taarbæk

- Der har været så mange negative historier om, at det ikke nytter noget. Den opfattelse vil jeg gerne ændre på. For det kan godt lade sig gøre, siger Hans Nielsen til TV 2 Lorry, da vi møder ham i Grøndalsparken i København.

Her har han i flere år har været i gang med en udmattelseskrig mod den invasive asiatiske plante japansk pileurt.

En plante, som kan blive to meter høj og vokse igennem asfalt og beton.

- Det handler jo om at lave effektiv og systematisk bekæmpelse. Derfor slår jeg først planten ned med le fire gange i to år. Og når jeg har gjort det, er mange af de små rødder fra planten døde. Plus at de store rødder næsten er tømt for energi. Så er der ikke meget grokraft tilbage og så er det let at grave planterne op ved rod, siger Hans Nielsen.

Kampen mod bjørneklo

En lignende udmattelsesstrategi har han også brugt i kampen mod den frygtede plante Kæmpe Bjørneklo, som hærger mange haver i hovedstadsområdets kommuner. 

Faktisk har han, som formand for den lokale naturfredningsforening, i dag stort set fået udryddet planten fra Lyngby-Taarbæk. En kommune, der ellers var bevokset med flere millioner bjørneklo.

- Det startede tilbage i 1993, hvor vi skulle lære alt fra bunden af. Vi startede med at gå ud og grave dem op med spade og fandt hurtigt ud af, at det var fuldstændigt håbløst. For der var jo millioner af planter. Men så opdagede vi en anden strategi.

- Vi gik ud og slog planten ned med le i en årrække, så den ikke smed nogle frø. Og da frøene kun har en begrænset levetid, så betød det, at bestanden raslede ned. Efterfølgende gik vi ud og rodstak den med spade, og i løbet af 10 år havde vi så udryddet den (Kæmpe Bjørneklo, red.) i Lyngby-Taarbæk Kommune, siger en stolt Hans Nielsen.

Hvad er invasive arter?

Invasive arter er dyr og planter, der spredes til områder, som de ikke selv ville kunne sprede sig til, og som har en negativ effekt på den oprindelige biodiversitet.

 

Derudover kan enkelte invasive arter betyde store økonomiske tab og udgifter. I Danmark vurderes det, at brun rotte (Rattus norvegicus) koster samfundet ca. 60 mio. kr. i direkte bekæmpelse og 100-200 millioner kroner i skader på kloaknettet.

 

Kilde: Miljøstyrelsen

Krigen fortsætter i København

I dag er han i gang med et lignende projekt i Københavns Kommune, hvor han regner med at have udryddet bjørnekloen i om fem-seks år.

- Det, der tit er problemet mange steder, er, at man starter med indsatsen, men man får ikke gjort den færdig. Man skal fortsætte indtil den sidste plante er væk, ellers bliver det sisyfos-arbejde. For så vil den også være der om 30-40 år. Meningen med det her projekt er, at de invasive planter skal udryddes helt. Og det er faktisk muligt med denne her teknik, siger Hans Nielsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik