Forskere godt med i jagten på vaccine: "Vi er stadig lidt forud for vores tidsplan"

Der arbejdes i skiftehold, når forskerteamet fra Københavns Universitet jagter vaccinen, vi alle venter på - og det går helt efter planen, lyder meldingen.

En stor gruppe forskere arbejder nærmest i døgndrift på medicinstudiet i København Universitets 15 etager høje Mærsk Tårn. 

Her kæmper forskerne en indædt kamp for at finde frem til en vaccine mod covid-19, og selvom der ikke er klar vaccine lige rundt om hjørnet, så fortæller forskningsleder Adam Sander fra Københavns Universitet, at alt går alt efter planen.

- Vi er stadig lidt forud for vores tidsplan, så vi sigter efter at have en vaccine klar til test i mennesker om otte måneders tid, siger Adam Sander til TV 2 Lorry.

Forskerholdet i Mærsk Tårnet startede arbejdet med en mulig vaccine, da det stod klart, at coronavirussen ville blive udbredt fra Hubei-provinsen i Kina.

Siden da er der postet mange midler i kampen mod den virus, som har sat verden i stå. Ikke mindre end 20 millioner kroner har projektet fået tildelt af EU. 

En god start

Mens forskere rundt omkring i verden kæmper for at finde en vaccine, er det danske forskerteam kommet godt fra start. De havde i forbindelse med arbejdet med en kræftvaccine allerede udviklet en teknologi, som de håber at kunne bruge mod coronavirus.

Det er målet at man ved at oprense det protein, som virussen bruger til at trænge ind i kroppens celler, i sidste ende kan udvikles til en vaccine.

Ting tager tid, og det gør en vaccine mod en virus som corona også, men Adam Sander er forstrøstningsfuld og tror på den danske teknologi.

- I Danmark anvender vi en teknologi, som ikke kan konkurrere på tid med nogle af de andre teknologier, som forfølges i udviklingen af en vaccine. Til gengæld er vi overbeviste om, at vi med vores teknologi kan lave noget, der er effektivt, siger han.

Flere vacciner til flere befolkningsgrupper

Verdenssundsorganisationen, WHO, har gjort det klart, at vi sandsynligvis ikke kan forvente at få én vaccine, men flere vacciner, der grundet deres fordele og ulemper vil kunne anvendes til forskellige befolkningsgrupper.

I øjeblikket er Moderna, et amerikansk biotekselskab i førertrøjen i forhold til et klinisk program for en eventuel vaccine, og et såkaldt fase 1-forsøg med 20-25 testpersoner der pr 1 april er gået i gang med at teste den lynudviklede corona-vaccine.

Selvom de tilsynsførende myndigheder normalt kræver at en vaccine er sikker, blandt andet gennem forsøg på laboratoriedyr, har man grundet det presserende behov for at slå ned på pandemien, givet Moderna accept til at gå videre med forsøget.

Danske forsøg på mus

Adam Sander håber, at Moderna får et gennemrud, og imens er hans hold af forskere begyndt så småt at teste på mus.

- Ja, vi er begyndt at undersøge vores første vaccine-kandidater og pt er vi ved at optimere på kvaliteten af de proteiner (antigener red.), som kroppen skal rejse antistoffer imod, siger Adam Sander.

Man sigter efter at have en vaccine klar til test i mennesker om otte måneder, og Adam Sander glædes især over den informationsdeling, som sker verden over i jagten på vaccinen, alle går og venter på.

I Maersk Tårnet i København jagter forskerne en coronavaccine

- WHO gør jo et fantastisk arbejde for at tilskynde samarbejde, og skabe lige forhold for de enkelte forskningsgruppers mulighed for at få udviklet og testet deres vacciner, siger han. 

Der er i øjeblikket 70 vacciner i udvikling verden over til behandling af covid-19 ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik