Københavnske forskere knokler på corona-vaccine: Vi har en god idé

Forskere fra Københavns Universitet håber at kunne teste deres opdagelser på patienter om mindre end et år.

Der er stort set øde på Panum Instituttet i København. Studerende og undervisere er sendt hjem for at undgå smittespredning af coronavirus.

En lille gruppe forskere har dog undtagelsesvis fortsat adgang. De knokler nemlig fra tidlig morgen til sen aften på at udvikle en vaccine mod netop covid-19, som er det specifikke navn på den sygdom, der i øjeblikket har sat store dele af verden i stå.

De 15 forskere der alle har tilknytning til Københavns Universitet, startede på arbejdet med vaccinen i det øjeblik, de første meldinger om udbredt smitte i Hubei-provinsen i Kina slap ud.

Forskerne havde nemlig allerede udviklet en teknologi i forbindelse med arbejdet med en kræftvaccine, som de nu håber også at kunne bruge til at begrænse coronavirus.

Målet er at oprense det protein i covid-19, som virussen bruger til at trænge ind i kroppens celler. Det kan i sidste ende udvikles til en vaccine, der får vores immunforsvar til at danne antistoffer mod coronavirus.

- Vi har en god idé om, hvilket protein vi skal udtrykke for at lave en vaccine. Det arbejder vi på højtryk for, så vi håber at kunne starte kliniske forsøg inden for otte-ni måneder ideelt set. Men det er en ambitiøs målsætning, forklarer Adam Sander, der er såkaldt associate professor ved Københavns Universitet.

Forskere på Panum Instituttet i København startede på arbejdet med vaccinen i det øjeblik, de første meldinger om udbredt smitte i Hubei-provinsen i Kina slap ud.
Forskere på Panum Instituttet i København startede på arbejdet med vaccinen i det øjeblik, de første meldinger om udbredt smitte i Hubei-provinsen i Kina slap ud.
Foto: Kenneth Ettrup Hansen - TV 2 Lorry

Projektet fik fornylig tildelt 20 millioner kroner i støtte fra EU, for verden længes efter en vaccine mod sygdommen, der spredes med lynets hast, fordi ingen af os har haft den før, og dermed er ingen immune.

quote Jeg tror, der er rigtig gode muligheder for at udvikle en vaccine mod covid-19

Adam Sander, associate professor, Københavns Universitet

Adam Sander er overbevist om, det nok skal lykkes at udvikle en vaccine mod coronavirus, men vi skal formentlig vente et stykke tid endnu, inden et forskerhold har den første løsning færdigudviklet.

- Jeg tror ikke bare, der går nogle måneder. Formentlig skal vi vente i hvert fald et år. Vi er underlagt nogle krav i forhold til sikkerheden i vacciner, der skal testes ordentligt først. Det tager noget tid. Men jeg tror, der er rigtig gode muligheder for at udvikle en vaccine mod covid-19. Det er væsentligt nemmere at løse end eksempelvis vacciner mod malaria og HIV, som man har prøvet at lave i 20 år uden det helt store gennembrud, forklarer professoren.

Over 40 forskellige forskningsprojekter i gang

Det københavnske forskerhold ligger i knivskarp konkurrence om hurtigst muligt at knække koden, der kan bidrage til igen at bringe verden tilbage på ret køl.

Forleden dag opgjorde verdenssundhedsorganisationen, WHO, ifølge Adam Sander, at der på verdensplan er 41 forskellige projekter i gang med at udvikle en vaccine mod covid-19.

quote Vi har stor tiltro til, at vi kan lave en af de mest effektive vacciner på markedet

Adam Sander, associate professor, Københavns Universitet

Men selvom der i sagens natur kun er ét projekt, der kan komme først, er det positivt, at så mange forskerhold sideløbende er i gang, forklarer Adam Sander.

- Det giver i høj grad mening at have forskellige vacciner. Nogle teknologier er hurtigere at udvikle, og de vil kunne have en gavnlig effekt på den korte bane. Men de er måske på den længere bane ikke helt så effektive. Der er nemlig også forskel på, i hvilket omfang de forskellige typer vacciner vil kunne gavne især ældre mennesker, ligesom der er stor forskel på, hvor dyre vaccinerne er at fremstille.

- Vi har stor tiltro til, at vi kan lave en af de mest effektive vacciner på markedet, selvom vi måske ikke kan konkurrere på fart, lyder det fra Adam Sander.

Potentiel guldgrube for universitet

Forskerne fra Københavns Universitet arbejder under helt specielle vilkår. For på den ene side er tid en afgørende faktor i deres arbejde.

På den anden side er de også nødt til at arbejde i skiftehold og arbejde hjemmefra i det omfang, det kan lade sig gøre. Så de undgår at smitte hinanden med den sygdom, de sammen forsøger at bekæmpe. En kamp de også deler med kolleger over resten af verden i et unikt opstået samarbejde.

quote Dem der vinder konkurrencen i samlet at være først, bedst og billigst, ligger der et kæmpe marked for

Adam Sander, associate professor, Københavns Universitet

- Det har været fascinerende, at der har været meget stor gennemsigtighed i forskningssamfundet omkring covid-19. Folk har været gode til ikke at holde på deres data men i stedet lægge det ud til den store offentlighed, siger Adam Sander.

Det er naturligvis først og fremmest ønsket om at redde menneskeliv, der driver forskerne fra Københavns Universitet. Men lykkes det at udvikle en vaccine, kan det også blive en rigtig god forretning for universitetet.

- Dem der vinder konkurrencen i samlet at være først, bedst og billigst, ligger der et kæmpe marked for. Universitetet har patent på vores vaccineplatform, men vi er ikke et firma, der har en fabrik, der producerer det. Så vi skal bevise vaccinens sikkerhed og effekt, og så vil et pharmafirma ideelt set købe licensen til at producere og sælge vaccinen, forklarer Adam Sander.

De 20 millioner kroner i støttemidler fra EU til at udvikle vaccinen skal forskerne fra Københavns Universitet dele med samarbejdspartnere i to danske biotekselskaber og også nogle hollandske og tyske partnere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik