Fængsel og udvisning for tyveri af dyre cykler i hovedstadsområdet

En 30-årig mand fra Litauen er blevet idømt fire måneders fængsel og udvisning i seks år for tyveri af 21 cykler i hovedstadsområdet.

Det er ikke uden konsekvenser at stjæle cykler. 

Det måtte en 30-årig mand fra Litauen erkende, efter han ved retten i Sønderborg i sidste uge blev idømt fire måneders fængsel og udvisning fra Danmark i seks år. 

Her var han var tiltalt for at have stjålet 21 cykler til en samlet værdi på omkring 120.000 kroner fra borgere i hovedstadsområdet. Sagen blev ført i Sønderborg i Sønderjylland, fordi det i første omgang var tysk politi, der fik fat i den langfingrede litauer. 

København-Rostock-Sønderborg-København

- Tysk politi lavede den 9. marts sidste år en kontrol i Rostock, hvor de 21 cykler dukkede op i en kassevogn indregistreret Litauen. Vi konfiskerede cyklerne, der alle var i en højere prisklasse og stammede fra Rudersdal, Furesø, Gentofte, Frederiksberg, Ballerup og København, siger kommunikationsrådgiver hos Sydjyllands Politi, Helle Lundberg, til TV 2 Lorry. 

Den litauske mand blev løsladt efter endt afhøring, og da han ikke efterfølgende var til at lokalisere, blev der udsendt en international arrestordre på ham, hvilket førte til, han blev anholdt i København den 15. januar. 

- Alle de cykler hvor der kunne aflæses stelnummer, og som var meldt stjålet, er nu blevet returneret til enten forsikringsselskabet eller ejeren af cyklen og de få, der ikke kunne stadfæstes, vil blive solgt på auktion senere hen, siger Helle Lundberg fra Sydjyllands Politi.

Meld altid din cykel stjålet 

Hun gør i samme ombæring opmærksom på, hvor vigtigt det er, at man melder sin cykel stjålet til politiet, hvis uheldet er ude. 


- Hvis vi tager en person med cykler, vi mistænker ikke er vedkommende, kan vi blive nødt til at levere dem tilbage til pågældende, hvis ikke de er meldt stjålet, og derfor er det rigtig vigtigt, man altid sørger for at få det gjort, siger hun.









Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik