Ensomme må endnu en gang vinke farvel til fælles julefest - nu kommer maden og gaverne til dem

200 ensomme ældre og familier får juleaftensdag bragt både julegaver og juleand til døren.

Det er ikke alle, der har nogen at fejre julen med, og derfor inviterer Røde Kors hvert år ensomme ældre og familier til and, brune kartofler og dans om juletræet.

For andet år i træk er Røde Kors Hovedstaden dog nødt til at aflyse årets fest. Det, til stor ærgrelse for organisationen:

- Sådan kommer det desværre ikke til at gå. På grund af det høje smittetryk, er det ikke ansvarligt at samle omkring 200 mennesker til et arrangement, siger programchef Pernille Hvitnov fra Røde Kors Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Omkring 200 familier, børn og ældre stod til at skulle deltage i julefestlighederne, der skulle have fundet sted i forsikringsselskabet Codans lokaler på Gammel Kongevej i København.

Og selvom selskabets store lokaler kommer til at stå tomme den 24. december, så gør Codans køkkener det modsatte.

25 frivillige sat i sving

Selvom de 200 ældre og familier ikke får mulighed for at danse sammen rundt om juletræet i år, så kan de alligevel se frem til lidt lækkert på tallerkenerne og en overraskelse under træet.

For hvis gæsterne ikke kan komme til julefesten, må julefesten jo komme til gæsterne.

- Vi kunne simpelthen ikke holde ud tanken ud at skulle skuffe så mange. I stedet bringer de mange frivillige julemaden og julegaverne ud til gæsterne i eget hjem, siger marketing- og kommunikationsdirektør i Codan, Morten Møller Madsen:

- Det er selvfølgelig ikke helt det samme, men i det mindste ved vi, at der mad på bordet og gaver under træet til dem alle.

Derfor går 25 frivillige i sving juleaftensdag, hvor de både tilbereder en klassisk julemenu og pakker maden i en corona-venlig embalage.

Når maden er klar til levering, får de frivillige udleveret en rute med navne for derefter at køre ud med pakker og mad til de, der skulle have været med til festen.

- Hele corona-situationen er virkelig hård for dem som i forvejen er sårbare, ensomme og som har det svært i livet. Derfor er det så vigtigt, at vi stadig kan vise, at vi tænker på dem her i julen, som altså ikke nødvendigvis er en glædelig højtid for alle, siger Pernille Hvitnov fra Røde Kors Hovedstaden:

- Og vi er dybt taknemmelige for alle de fantastiske frivillige, som med kort varsel nu bringer juleglæden hjem til gæsterne i stedet for at arrangere en fælles julefest – vi kunne ikke gøre det uden dem.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik