Corona-tiltag rammer hjemløse hårdt: Væresteder lukker ned

Flere varmestuer, væresteder, natcaféer og enkelte herberger har skruet ned for kapaciteten eller helt lukket som følge af tiltag mod coronavirus.

Hjemløsetilbud skruer ned for bemandingen som følge af tiltagene mod smittespredning. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Når Danmark lukker ned, og borgerne forskanser sig i deres hjem, så kan konsekvenserne mærkes hos dem, der netop ingen hjem har at søge mod.

Som følge af myndighedernes tiltag mod at sprede smitten med coronavirus skruer varmestuer, væresteder, natcaféer og enkelte herberger gevaldigt ned for kapaciteten eller lukker helt.

Og det er med til føje til en i forvejen utryg situation for hjemløse, påpeger Sand, der er en interesseorganisation for hjemløse og tidligere hjemløse.

- Vi er jo alle i forvejen i en presset situation, hvor der er for lidt af for meget, og det rammer især samfundets mest udsatte og sårbare hårdt, siger Kim Allan Jensen, der er formand for Sands afdeling i hovedstaden.

Læs også Hus Forbi-sælgere sendt "hjem"

Myndighedernes tiltag indebærer blandt andet begrænsninger på forsamlinger og hjemsendelse af personale, der ikke varetager en kritisk funktion.

Ifølge en oversigt, som Sand løbende opdaterer, er mindst syv hjemløsetilbud i hovedstaden lukket ned, mens mange kører med nedsat kapacitet. En stor del af dem, der fortsat er åbne, har få eller ingen ledige pladser.

Da kommunale herberger betragtes som en såkaldt kritisk funktion, er disse fortsat er åbne, dog med særlig opmærksomhed på at mindske adgang fra udefrakommende.

Tiltagene betyder, at mange væresteder blot holder åbent i få timer midt på dagen, men ikke lader brugere komme inden for, men i stedet uddeler mad fra hoveddøren.

Fokuserer på de vigtigste ydelser

Det gør man blandt andet hos Kirkens Korshær, der driver herberger og varmestuer i 29 byer over hele Danmark.

- Jeg kan godt forstå, at folk der i forvejen er pressede bliver kede af, at et sted, hvor de har deres gang i mange timer om dagen lukker. Men vi gør det for at passe på de mest sårbare i samfundet, siger Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær.

- Vi fokuserer på de allervigtigste ydelser – altså at man stadig kan få mad, men bare på en anden måde, hvor man ikke længere kan sidde sammen.

Læs også Mor, er corona farligt? Gode råd til corona-snak med børn

Hus Forbi beder sælgere stoppe salget

Hjemløseavisen Hus Forbi har også peget på konsekvenserne af myndighedernes tiltag mod spredning af virussen. Fredag meldte de ud, at sælgere af avisen opfordres til at stoppe salget for at undgå at blive smittet.

Her påpegede avisen, at deres egen melding kan føre til, at mange Hus Forbi-sælgere havner i en yderligere sårbar situation. For samtidig med, at socialt udsatte og hjemløse ikke længere kan søge mod mange af de varmestuer og væresteder, de tidligere har søgt mod, så står mange nu også til at miste deres eneste indkomst og dermed deres økonomiske grundlag, advarer chefredaktøren.

- Det kan på sigt få store konsekvenser. Møder du alligevel en sælger, så køb avisen. Pas på dem, støt dem, udtaler siger Poul Struve Nielsen, redaktør på Hus Forbi.

- Hvis du møder en sælger derude i den situation, vi har nu, så står han eller hun der altså, fordi de pinedød har brug for den indkomst.

Læs også Sådan gør du, hvis du har corona-symptomer

Idrætshal omdannet til nødherberg og gammelt plejehjem inddraget

Københavns Kommune er hjemsted for en stor del af landets små 6.500 hjemløse borgere. Ifølge Sand er der omkring 200 gadesovere, altså en hjemløs der overnatter uden for, i København.

Ifølge den seneste optælling fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, var der i 2019 1.442 hjemløse i København.

Her forsøger socialborgmester Mia Nyegaard (RV) i disse dage at finde løsninger, dels på at sikre hjemløse overnatningspladser, men også steder, hvor de kan gå i karantæne, hvis de begynder at vise symptomer på sygdom.

- Vi er ved at indrette et ekstra lokale i herberget ved Sundholm med 10-15 pladser, og så har vi lejet et stort gammelt plejehjem, der står tomt, som kan bruges til karantæneramte borgere, der enten er hjemløse eller sårbare eller udsatte, siger Mia Nyegaard.

Og hvis en hjemløs borger bliver rigtig syg, skal vedkomne selvfølgelig på hospitalet som alle andre, påpeger socialborgmesteren.

Fredag blev idrætsanlægget Baunehøjhallen i Sydhavnen i al hast omdannet til et nødherberg med 50 sengepladser. Og selvom der kun var tre overnattende den første nat, så regner borgmesteren med, at de nye, midlertidige pladser kan blive brugbare.

Læs også Eksperternes råd: Det kan du bruge de næste 14 dage i corona-krisen på

- Vi ved, at folk ikke må sove for tæt på hinanden, og det er svært at overholde på en natcafé. I hallen er der til gengæld masser af plads. Så vi håber, at de midlertidige pladser giver nogle af de organisatoner, der må afvise borgere, muligheden for at sende dem et andet sted hen, siger Mia Nyegaard.

På nuværende tidspunkt har kommunen ikke et overblik over, hvor mange sovepladser i kommunen, der er forsvundet som følge af Corona-tiltag. Men det arbejder man på at få fastlagt, forsikrer Mia Nyegaard.

Vives optælling fra 2019 opgjorde desuden 167 hjemløse på Frederiksberg og 1.237 i Københavns Omegn. Optællingen registrerede 6.431 hjemløse i Danmark.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik