Eksperternes råd: Det kan du bruge de næste 14 dage i corona-krisen på

Store dele af Danmark lukkes ned som følge af regeringens reaktion på spredningen af covid-19. Her er en række eksperters bud på, hvad du kan bruge tiden på. Find rådene længere nede i artiklen.

Hvis du ikke ved, hvad du skal bruge de næste to uger på, nu hvor de fleste af os er hjemme på grund af coronavirus, så har vi samlet en række bud på, hvordan du får tiden til at gå. Foto: Iris / Shutterstock

Den offentlige trafik begrænses, samlingsfriheden begrænses, kulturlivet begrænses, offentlige institutioner, uddannelsesinstitutioner og daginstitutioner lukkes i 14 dage fra på mandag, og alle private arbejdspladser anbefales at følge trop.

Sådan lød udmeldingen onsdag aften fra statsminister Mette Frederiksen (S).

Læs også Sådan gør du, hvis du har corona-symptomer

Det betyder, at mange er tvunget til at være hjemme.

Men det er ikke uden risiko, lyder det fra Reinhard Stelter, der er professor i idræts- og coaching psykologi ved Københavns Universitet.

- Der er noget, som hedder hyttekuller. Det er en slags kontroltab af livssituationen. Det er det, der kendetegner, det, vi er i nu. Det er når man er bundet af nogle rammer, som man er vant til at befærde sig i.

Vi kan ikke gøre, som vi plejer

- Pludselig bliver man indskrænket i en grad, hvor man ikke kan gøre det, man har lyst til og plejer at gøre. Og det kan føre til reaktioner som trods, frustration og vrede - og så kan det føre til mere voldsomme reaktioner, hvor folk kan gå amok, fordi de ikke kan se, at det her er nødvendigt, siger Reinhard Stelter til TV 2 Lorry.

Han understreger derfor nødvendigheden af at give sig tid til at lave noget af det, man ikke plejer at gøre. På den måde kan man nemlig undgå at blive fanget i hyttekuller.

- Man skal virkelig anstrenge sig og skabe en hyggelig atmosfære og gøre noget af det, man normalt ikke har tid til. Man kan lege med børnene, hvis man er børnefamilie, eller man skal gøre sig umage med at give sig tid til at gøre det, man ikke har haft tid til de seneste måneder eller år.

Læs også Folk lod kurvene stå: Supermarkeder måtte smide store mængder efterladt mad ud

- Lav særlige og nye opgaver. Sæt dig ned og tænk: ‘hvad har jeg ikke haft tid til de seneste år eller måneder?’. Lav noget, som er meningsfuldt, så man kommer væk fra forestillingen om kontroltab, lyder det fra professoren.

"Så sagt, så gjort", kan man tænke - men måske er det ikke så let endda. Derfor har TV 2 Lorry talt med en række eksperter, som her giver deres bud på, hvad du kan bruge din tid på de næste 14 dage.

Kok: Eric Vildgaard, Restaurant Jordnær, 2 michelinstjerner

- Som dansk familie i karantæne skal man gå i gang med at dyrke gode gamle danske retter. Give sig tid til at lave en god gammeldags oksesteg. Med glaserede løg og det hele. Man skal give sig tid til madlavningen.

 

- Og så skal man få bagt nogle gode brød – få givet sig selv nogle gode rutiner og brug noget tid med familien. Vi har det sådan, når vi laver mad med børnene, at det skal være børnevenligt. Alt er børnevenligt, hvis man gider tage sig tid til at lære sig fra sig. Så med karantæne, kan man hvert fald bruge al den tid, man vil, til at lære fra sig.

 

- Det lette er at bragt pizza ind af døren og se Netflix. Men det skal vi væk fra. Nu har man tiden til at dyrke det.

 

- Den vigtigste ting, du kan træne, det er rutinen, når det gælder mad. I en travl hverdag, hvor man er spændt hårdt for, så er det tit de lette løsninger, som bliver banket på bordet. Men det svære kan også blive rutine og dermed let, hvis man øver sig.

Fitnessekspert Marina Aagaard

Tre gode øvelser, du kan lave derhjemme:

  1. Tag fat i bordkanten og bøj og stræk ben – du kan også stå grit, men for nogle kan det være for hårdt. Stå, bøj og stræk benene. Det er god motion. Det styrker alle musklerne i din underkrop. Og så skal man også spænde lidt i maven og ryggen for at holde sig stabil og rank. Samtidig er det også lidt krævende for hjertet, når man gør det nogle gange.
     
  2. Armstrækninger holder også hele vejen. Ned på knæ eller tæer og bøj og stræk arme. Det hjælper på arme, skuldre og ryg. Og så skal man stabilisere maven også. Det er super god træning.
     
  3. Læg mig på maven og løfte overkroppen og armene – Det er en rygstrækning. Der kan man løfte overkrop og ben samtidig. Enten kan man gøre det ti gange i træk som i skolen – ellers kan man gøre det lidt mere hardcore, kan du strække ryggen, rejse dig op og lægge dig ned igen. Det er på et meget højt niveau, og det skulle gerne for hele familien.

-  Det er godt til lige at holde formen ved lige og ikke miste det gode humør, siger Marina Aagaard, der er fitnessekspert.

Rengøringsekspert Louise Grønhøj fra BasicClean.dk

- To ting, som tager lang tid at gøre rent i hjemmet, som man med fordel kan give sig i kast med, hvis man alligevel skal være der hjemme: 

  1. Lige nu er det sindssygt oplagt at gøre karme, lister og håndtag rene. Der er nok ikke så mange, som bare lige går igang med. I hverdagen er det mere de store overfalder med klinker og så videre. Men hvis man er i hjemmekarantæne, så er det jo oplagt at bruge noget tid på at få taget nogle af de ting, som tager længere tid.
     
  2. Og så er der klassikeren med at afrime fryseren. Det er sådan en hadeopgave - men hey - nu har du tid.

Sprogforsker Janus Mortensen, KU (CIP)

Kan man lære et nyt sprog på 14 dage?

 

- Man kan ikke lære et sprog på 14 dage. Men man kan godt bruge sine 14 dage til at udvide sin sproglige mangfoldighed. Man kan for eksempel se en masse Skam og lære at lytte og forstå norsk.

 

- Ellers kan man læse en svensk krimi på svensk og prøve at dyrke det. Dyrk de nordiske sprog. Man kunne også prøve at læse noget på tysk – man kan gå online og læse ting på tysk.

 

- Det handler om at reaktivere de sprog, som man har haft berøring med tidligere. Det kan være en meget spændende øvelse. For hvordan skriver man om corona i andre lande som i Sverige, Norge og Tyskland? Der er masser af perspektiver omkring os, som man sagtens kan tilgå.

Tech-ekspert David Guldager:

- Vi er kommet ind i fagre nye verden, hvor man kan være til stede, uanset, hvor du er henne. Der er en dansk virksomhed, som arbejder på, at man kan være med til møder i Virtual Reality – så kan man være med til møderne. Man kan være til stede til de her ting, selvom du sidder derhjemme alene i stuen. Det er ret vildt, at man pludseligt sidder i en konferencesal, men bare er i stuen derhjemme. Det er en af de ting, man kan.

 

- Så er der også et hav af muligheder, når vi snakker om onlineverdener og spildelen.

 

Der er nok at komme efter, hvis man vil ind i en anden verden:

 

Spil til konsollen eller computeren

- Red Dead Redemption 2 er det bedste spil, som jeg har spillet. Det var mega sjovt, og der kunne man leve sig ind i cowboyverdenen.

- Det tager utrolig lang tid, og der er mange, mange timers spil i det. Hvis du overhovedet når at gennemføre det, er der meget mere at komme efter. Der er masser af “påskeæg” rundt omkring. Der er eksempelvis et sted i denne her kæmpe verden, hvor der er en kæmpe slange, som hænger i et træ. Kan du finde den?

Apps til telefonen

- Det er relativt enkelt på mobilen. Nu har vi den jo ved hånden, så så længe, der er strøm på, så kan vi få fat i alle hele tiden.

- Et råd, som jeg vil give alle, som skal være hjemme, er, at man skal holde sig fra de sociale medier. Man kan blive lidt paranoid og indelukket. Hold dig væk, hvis du kan.

- Man kan bruge mobilen til så meget andet. Man kan få krystalklar lyd eller billede og lave gode skypeopkald. Hvis jeg selv skulle sidde hjemme i 14 dage, så er der jo et hav af onlinekurser, som man kan bruge dem konstruktivt.

- Man kan også spille spil – og tænk gerne i spil, som skal være sociale. Find ud af, om du ikke kan lave en gruppe med andre og udfordre i et eller andet. Det er der, teknologien heldigvis kan hjælpe os. Og her er det synd at skælde telefonen ud – og det kan være et trygt element til adspredelse, og det har man meget brug for i denne situation.

Litteraturredaktør hos Berlingske, Søren Jacobsen Damm

Fire bøger, jeg vil anbefale:

 

Viking:

- En som jeg synes er rigtig god og informativ, hvis man vil lære om sin egen historie, er bogen Viking af Jeanette Varberg.

- Man skal læse den, fordi den allerede har vundet en række store priser. Den er den første kronologiske gennemgang af vikingetiden. Måden, den er skrevet på, som man meget let kan forstå. Den er velskrevet og omfangsrig, men let læst. Den er udgivet på Gyldendal – den er på 547 gode sider.

 

En lykkelig slutning:

- Så kunne man overveje at læse Maren Uthaugs nye bog, som hedder En Lykkelig Slutning. Det er en roman, som er en meget fascinerende bog om døden, som ikke er helt uaktuelt. Det er en relativt chokerende og makaber bog, som omhandler fem generationer af bedemænd i København. Den er både morbid, morsom og samtidig cool. Det er en roman på 374 sider fra Lindhardt og Ringhoff.

 

Brødrene Karamazov

- Vi skal også have fat i en klassiker. Der kunne man for eksempel kaste sig ud i Brødrene Karamazov af Dostojevskij. Den skal man læse, fordi det er en af verdenslitteraturens store klassikere. Det er et stort klassisk romanværk om den menneskelige eksistens og religion. Den kræver tid og ro – bare at holde styr på persongalleriet er en udfordring. Han er ikke bare forfatter men eksistentiel filosof, lige klemt inde mellem Kirkegaard og Nietzsche. Det er en af de ti store klassikere. Den er udgivet hos Gyldendal (2010) i to bind.

 

Bonusbog: Sapiens

- En enkelt bog mere, hvor man bliver klogere på det hele på én gang. Yuval Noah Harari – den hedder Sapiens og er en kort historie om menneskeheden. Det er en israelsk forsker, som gennemgår hele menneskehedens historie. Den er kommet i en god dansk oversættelse. Der kan man lære hele menneskehedens historie på 425 sider og er skrevet, så man kommer godt rundt i krogene. Udgivet af Lindhardt og Ringhoff.

Filmekspert hos Soundvenue, Jacob Ludvigsen

FILM TOP 3:

 

Uncut Gems (Netflix):

- Man skal bare se en film, som hedder Uncut Gems. Det var en rolle, hvor der var snak om, at Adam Sandler skulle oscarnomineres, men det blev han ikke. Men den er rigtig god, og det er en relativt ny film på Netflix, hvor Adam Sandler for en sjælden gang er seriøs.

 

- Det er ikke en film, som vil falde i alles smag, men det er en film, som man kan sammenligne det lidt med den danske film Pusher fra 90’erne.

 

Once Upon A Time in Hollywood (Blockbuster):

- Så er Tarantinos Once Upon A Time kommet ud på Blockbuster. Det er en oplagt chance for at se den næste tre timer lange film derhjemme. Leonardo Dicaprio er på rollelisten, og den skildrer en mere uskyldig og simpel tid i Hollywood i slutningen af 60’erne, hvor man følger B-skuespilleren og hans trofaste følgesvend; en stuntman.

 

- Det er en hyggelig film at hænge ud i. Det er ikke noget stort og klassiske setup og det er ikke en klassisk fortælling - man hænger bare ud med skuespillene i Hollywood, og de er rigtig godt selskab. Bratt Pitt vandt sin første Oscar i filmen, hvor han viser, hvorfor han har naturligt stjernepotentiale i filmen.

 

Contagion (Viaplay):

- Som den sidste vil jeg anbefale Contagion fra 2011. Det er en gammel film, som egentlig er blevet rigtig populær lige nu. Den er blevet meget populær, fordi den handler om en epidimi, som bliver verdensdækkende. Man er både med magthaverne, som skal gøre noget, og borgerne i samfundet.

 

- Det er nok den film, som mest seriøst skildrer det, som vi står i nu. Den kom på bagkant af SARS og gav nogle af de her tegn på, hvordan sygdommene kan spredes globalt.

 

- Den er lavet af Steven Soderbergh, som er en af de store instruktører. Og så er Matt Damon og andre stjerner også med. Hvis man vil se noget af det, som vi står i lige nu, så er det et rigtig godt bud.

Serieekspert hos Soundvenue, Jacob Ludvigsen

SERIE TOP 3:

 

The Outsider (HBO Nordic):

- Først og fremmest vil jeg anbefale en serie, der hedder The Outsider på HBO Nordic, som er baseret på en Stephen King-bog. Og det her er et af de klassiske overnaturlige universer, som vi kender ham for, blandet med Nordic Noir.

 

- I en lille by i USA findes et barnelig, og så går kampen ind for at finde morderen. Det er en meget troværdig krimi, hvor man tror på efterforskningen bag - også selvom der er noget overnaturligt på spil.

 

- Hele første sæson er ude nu, så der har man en virkelig god binge-serier fra jer. Hvis man først har set de første to afsnit derhjemme, så kan man ikke slippe den igen. Hvis man er til Forbrydelsen og den slags, så er den et virkelig godt bud.

 

Love Is Blind (Netflix):

- I en hel anden grøft er jeg nødt til at anbefale reality-serien Love Is Blind på Netflix, som er en slags datingprogram, der minder om "Gift ved første blik" fra herhjemme.

 

- Man har fundet en flok mænd og en flok kvinder, som bor i hver deres hus. De mødes i små båse, hvor de ikke kan se hinanden, men så får de tid til at tale sammen. Så kan de finde ud af, om de har mødt en sjæleven, selvom de ikke har set hinanden.

 

- Efter et par uger skal de beslutte, om de vil forloves. Og det er der overraskende mange, som gør - og derefter tager det en drejning, hvor det stikker helt af. Det er ekstremt sjovt både at se og snakke om med venner. Den har gennem de seneste dage været den mest sete serie på Netflix, så den er populær.

 

Top Boy (Netflix):

- Den sidste, jeg vil anbefale, er en lidt overset serie på Netflix, som hedder Top Boy.

 

- Det er en serie, som kørte nogle år i England og blev lukket ned. Så kom Drake og ville genoplive den - og det lykkedes. De lavede en ny sæson, som er fuldstændig fantastisk. Hvis man kan lide serier som The Wire, så kan man også lide Top Boy - den skildrer lidt undergrunden i England.

 

- Man kan sagtens se den nye sæson alene. Men hvis man har lyst til at se de øvrige sæsoner, kan de også findes på Netflix men under navnet Top Boys Summerhouse

- Jeg synes, det er en af de bedste serier, jeg har set i løbet af de senere år, siger Jacob Ludvigsen

Ekspert i personlig økonomi fra Pengeministeriet, Karsten Engmann Jensen

14 dage derhemme kan bruges ganske fornuftigt på at se på privatøkonomien - her er tre konkrete råd:

  1. Du kan tjene over en halv million kroner ved at tjekke hvordan banken eller din pensionskasse passer på dine penge og hvad de tager af din formue for den indsats. Det kræver at du får et gennemsyn af din formue af en ekspert, der kan gennemskue hvad banken tager af din formue.
     
  2. Du kan spare et par tusinde kroner på et lån, men du kan tjene langt mere end en million kroner ved at vurdere om du har friværdi i din bolig, som kan omsættes til en investering, der giver bonus over de næste mange år. Gevinsten bliver endnu større, hvis du bruger tid på at undgå bankens omkostninger.
     
  3. Du kan få helt op til en million kroner mere ud i pensionsudbetalinger, hvis du får lavet en konkret vurdering af, hvordan du kan optimere dine udbetalinger i forhold til dine livsønsker, offentlige ydelser etc. Det kræver at du får en vurdering af dine pensionsordninger og hvad du har af formue.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik