Christina fik corona i marts, men er stadig ikke frisk - de mange symptomer overrasker overlæge

Mens antallet af corona-smittede fortsat er højt, så er Hvidovre Hospital i fuld gang med at afdække, hvor længe efter de alvorligt syge patienter lider af følgesymptomer. Allerede nu er lægerne overraskede.

Det er mere end syv måneder siden, 44-årige Christina Kilde fra Hvidovre fik de første symptomer på coronavirus.

- Jeg vågnede op en mandag morgen, og det føltes som om, at der var en, der pressede en pude ned over hovedet på mig, så jeg slet ikke kunne få vejret, siger Christina Kilde om den dag i marts, hun blev ramt af corona.

På trods af sin unge alder er Christina Kilde én ud af de mere end 200 patienter, som alle har været alvorligt ramt af covid-19, og derfor er hun med i Hvidovre Hospitals store undersøgelse af, hvor længe patienter fortsat er syge, efter de er raskmeldt efter at have været smittet med covid-19.

quote Hvis jeg går tur med hunden, så har jeg det som om, at jeg har været ude at løbe fem kilometer - selv om vi bare går i et stille og roligt tempo.

Christina Kilde

Hvidovre Hospital håber, at de første resultater ligger klar inden årets udgang.

- Vi regner jo helt klart med, at de her mennesker bliver raske. Men der kan godt være langvarige følger. Og vi ved faktisk ikke rigtigt, hvor lang tid, de her følger kan vare, siger overlæge på Lungemedicinsk og Endokrinologisk Afdeling på Hvidovre Hospital, Ejvind Frausing Hansen, som sammen med en række andre læger, sygeplejersker og fysioterapeuter står bag undersøgelsen.

- Det, der foreløbigt har overrasket os mest er, at rigtig mange patienter har rigtig mange symptomer, siger Ejvind Frausing Hansen.

Det er især symptomer som tab af smags- og lugtesans, koncentrations- og hukommelsesbesvær og hoste og smerter i brystet, som mange patienter oplever en kombination af. Og det overrasker lægerne.

Fortsat symptomer syv måneder efter

Mens Christina Kilde var syg med coronavirus havde hun alvorlige vejtrækningsproblemer, følelsen af at skulle besvime og et efterfølgende blackout. Men hun fik besked på blot at blive hjemme i sengen.

quote Vi regner jo helt klart med, at de her mennesker bliver raske. Men det kan godt være langvarige følger. Og vi ved faktisk ikke rigtigt, hvor lang tid, de her følger kan vare.

Ejvind Frausing Hansen, Overlæge på lungemedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital.

Christina Kilde lå syg tre uger med corona. I dag - adskillige måneder senere - døjer hun fortsat med følge-symptomer af sygdommen:

- Altså bare det, at vi sidder og taler sammen nu, så kan jeg mærke, at jeg bliver forpustet. Hvis jeg går tur med hunden, så har jeg det som om, at jeg har været ude at løbe fem kilometer - selv om vi bare går i et stille og roligt tempo, siger hun.

En lang række forskellige symptomer 

Åndenød og træthed er nogle af de typiske følgesymptomer, som mange patienter lider under mange måneder senere.

- De klager meget over træthed, og det er ikke bare den der almindelige træthed, vi alle sammen kan have. Det er en ret svær træthed, som gør, at de næsten ikke kan passe deres almindelige funktioner - hverken i forhold til arbejdet eller hjemmet. Og så klager de over åndenød, som kan komme ved en lille bitte anstrengelse - nogle gange kan det komme selv i hvile, at de bliver forpustet, siger Ejvind Frausing Hansen.

Undersøgelsen følger patienter 3, 6 og 12 måneder efter. Er lungefunktionerne nedsat, er der forandringer i røntgenbilleder, noget at se i blodprøverne? 

Store udfordringer på arbejdet

Christina Kilde mærker tydeligt, at coronaen har påvirket hende efterfølgende:

- Ting smagte bare mærkeligt. Jeg oplevede nogle gange, at en almindelig sodavand-is kunne smage af metal. Og jeg kunne heller ikke lugte. Så begyndte jeg at tabe håret lige pludselig. Jeg kunne stå hver dag og tage håndfulde af. Ligesom, når man ser en kræftpatient har fået kemo, hvor de bare hiver håret af, siger Christina Kilde.

Coronaen har også påvirket hukommelsen

- Jeg sidder med sådan nogle personalesager, og det er jo meget med cpr-numre. Jeg har altid kunnet huske et helt cpr-nummer. Da jeg så kom tilbage til arbejdet og så et cpr-nummer, som jeg skulle skrive ind i systemet, så kunne jeg lige pludselig ikke huske det mere.

Andre gange måtte børn og mand minde om aftaler.

- Jeg oplever det stadigvæk. Jeg synes, jeg mumler en gang imellem. Ord, jeg ikke lige kan få på tungen, hvor jeg siger et eller andet ord. Jeg kan ikke lige huske nogle eksempler, men jeg oplevede det her i weekenden, siger Christina Kilde.

Altså sammenlagt hun en lang række symptomer, selvom Christina Kilde for længst er erklæret fri for corona:

- Ja, nu er det så mere end syv måneder siden, lyder det eftertænksomt fra Christina Kilde.

Også unge kan blive hårdt ramt.

Op mod 80 procent af tidligere coronaindlagte er plaget af symptomer lang tid efter. Men som med eksemplet Christina Kilde – som aldrig var indlagt - kan de ramme alle coronasmittede alvorligt:

- Og derfor skal unge mennesker også passe på med ikke at blive smittet. Fordi de kan altså godt få senfølger, som kommer til at betyde noget for i lang tid fremover, siger Ejvind Frausing Hansen.

Efter syv måneder med senfølger forsøger Christina Kilde at holde humøret højt. Hun håber, at alle senfølger forsvinder. Håber, det hele bliver godt igen.

- Jeg tænker, det skal nok gå over. Men alligevel er der gået så lang tid nu, så jeg kan da godt blive lidt bekymret, siger Christina Kilde.

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Coronavirus

Ensretning på Strøget i København

Kommuner klar til nye restriktioner: Ensretning på Strøget i København og massetest af unge

Skærpede corona-restriktioner i Hovedstadsområdet

Få det fulde overblik: Her er alle de skærpede corona-restriktioner

Magnus Heunicke

Sundhedsminister med bøn til alle unge i 17 kommuner: "Lad jer teste inden jul"

Magnus Heunicke

Indkalder til pressemøde: Københavns og Frederiksbergs borgmestre er med

Lorryland

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere