Anne-Sofie var smittet og indlagt med corona: Nu advarer hun andre unge

Ung pige har på Facebook fortalt om sit svære coronaforløb for at advare andre. Det er nu delt over 4.000 gange.

- Jeg ville næste ønske, at de kunne prøve det på deres egen krop. Så ville de vide, hvor alvorligt det er. Og samtidig er det selvfølgelig ikke noget, jeg ville ønske for selv min værste fjende.

Ordene kommer fra den 26-årige studerende, Anne-Sofie Movsing.

I frustration over, at de seneste ugers tal for coronasmittede viser, at der er rigtig mange i netop hendes egen aldersgruppe - de 20 til 29-årige, der bliver smittet, har hun valgt at stå frem og fortælle om sit eget forløb med corona, hvor hun i i foråret var smittet og indlagt med alvorlige symptomer.

Anne-Sofie var så syg, at hun i under sin indlæggelse måtte lægges i respirator, og den dag i dag har hun stadig alvorlige sen-følger af sygdommen. Dem vender vi tilbage til.

Unge bliver smittet

Da sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mandag inviterede til pressemøde sammen med blandt andre Københavns overborgmester Frank Jensen (S), var det med budskabet om nye stramninger i en lang række kommuner i hovedstadsområdet.

For smittetallet er eksploderet - og en stor del af dem, der bliver smittet, er såkaldte "unge voksne".

quote Det er ikke noget, jeg ville ønske for min værste fjende.

Anne-Sofie Movsing, tidligere coronapatient.

Og det er jo, fordi folk glemmer at passe på, siger Anne-Sofie Movsing til TV 2 Lorry.

Statens Serum Institut kunne allerede i sidste uge oplyse, at det i Københavnsområdet særligt er unge - i netop Anne-Sofies aldersgruppe - der bliver smittet.

- I København har der i denne uge indtil videre været 84 tilfælde, 37 procent er 20-29 år, 18 procent er 30-39 år og 15 procent er 40-49 år, lød det den 4. september fra Statens Serum Institut.

Anne-Sofie Movsing ved om nogen, at der er god grund til at passe på. Hendes sygdom brød ud tilbage i slutningen af marts i de dage, hvor det hele begyndte at eksplodere.

26-årige Anne-Sofie advarer nu andre unge om, at corona-virussen ikke er til at spøge med. Privatfoto.
26-årige Anne-Sofie advarer nu andre unge om, at corona-virussen ikke er til at spøge med. Privatfoto.

Sygdommen udviklede sig

- Til at starte med var det bare som en almindelig influenza. Jeg havde svedeture, jeg havde feber - ondt i led og lemmer, og så fik jeg tør hoste. Jeg snakkede frem og tilbage med min mor, og vi blev enige om at kontakte hospitalet, fortæller hun til TV 2 Lorry.

I første omgang sendte hospitalet hende hjem med penicillin, da de mente, det var en lungebetændelse.

Men da hun efter en uge vendte tilbage, blev hun testet og straks indlagt med alvorlige vejrtrækningsproblemer.

Herefter fulgte et godt tre uger langt indlæggelsesforløb, hvor den unge kvinde måtte tilbringe flere dage i respirator - og i den periode blev hun lagt i koma i fire dage. Hun kom sig herefter så meget, at hun kunne "nøjes" med et kraftigt ilttilskud, og da hun blev udskrevet, havde hun tabt 11 kilo.

Ubehagelige senfølger

Men den dag i dag er Anne-Sofie ikke rigtig rask.  For med corona kan der komme en række ubehagelige såkaldte senfølger.

- Jeg har stadig vejrtrækningsproblemer. Jeg har hukommelsestab og koncentrationsbesvær, og så har jeg hårtab. Jeg har været nødt til at klippe mit hår af, for det var næsten som om jeg havde fået kemo - jeg kunne bare trække det ud af hovedet på mig selv.

Hun er dog heldigvis stærk nok til at starte på SOSU-studiet i Brøndby, og hun håber, at hun snart kan lægge sygdommen helt bag sig.

Og imens håber hun, at hun ved at dele sin historie kan få andre unge til at passe bare lidt bedre på.

Som hun selv skriver på Facebook:

- Unge mennesker skal kunne se, at det ikke kun er den ældre gruppe, der kan få en slem corona.

Til TV 2 Lorry tilføjer hun:

- Jeg holder stadig alle forholdsregler, og spritter af og så videre. Men det er andre unge desværre for dårlige til. Det er derfor, jeg har lavet opslaget på Facebook. For det her sker ikke kun for naboen, forklarer hun.

Du kan se Anne-Sofie Movsings Facebook-opslag herunder:

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik