Valg i Lejre: Gyser under opsejling i sagnlandet

Venstre øjner Socialdemokratiets borgmesterpost i Lejre Kommune. Det bliver dog svært for partiet at kapre magten, da borgmester Carsten Rasmussen (S) har opbakning fra andre dele af blå blok.

Siden oldtiden har det bakkede landskab i fjordlandet vest for Roskilde lagt scene til adskillige stridigheder og magtkampe mellem selvbestaltede konger, høvdinger og håbefulde rivaler. 

Helt så drabeligt bliver det næppe til kommunalvalget i Lejre den 16. november, men dramatisk kan valgnatten sagtens udvikle sig til at blive.

Med to blokke, der er tæt på at være lige store, kan farven på kommunekortet ende med at skifte fra rød til blå.


Hvad er der på spil?

Borgmesterposten.

Selv om den siddende borgmester, Carsten Rasmussen (S), har konstitueret sig over den politiske midte med Konservative, adskilles rød og blå blok lige nu blot af et enkelt mandat i kommunalbestyrelsen.

Der skal altså ikke de store vælgervandringer og nye alliancer til, før Socialdemokratiets fremtid som magthavende parti hænger i en tynd tråd.


Hvem er favoritten og hvorfor?

Carsten Rasmussen (S) må trods alt regnes som favoritten til at genvinde borgmesterposten.

  • Ved valget i 2017 fik Carsten Rasmussen flest personlige stemmer af alle og lavede en bred konstitueringsaftale, der sikrede ham en fireårig periode som borgmester. Inden da havde Rasmussen allerede haft et enkelt år i borgmestersædet, da han i 2016 overtog posten, da daværende SF-borgmester Mette Touborg gik af.
  • Siden da har Rasmussen været bannerfører for bredt samarbejde i kommunalbestyrelsen og har formået at få næsten alle partier med i de seneste fire års budgetaftaler. Han nyder altså opbakning fra to af de tre partier i blå blok (Konservative og Dansk Folkeparti).
  • Han har desuden masser af erfaring som borgmester. Foruden den seneste valgperiode var Rasmussen således også borgmester i den hedengangne Bramsnæs Kommune mellem 1994 og 2001.
  • Carsten Rasmussen har for nylig stået i spidsen for et bredt budgetforlig, hvor kommunen trods et stort underskud i budgettet undgår at skulle foretage store besparelser.


Hvem er førsteudfordreren og har hun en chance?

Tina Mandrup fra Venstre. Hun er partiets borgmesterkandidat og skal forsøge at fravriste kæderne fra Carsten Rasmussen. Og ja, hun har en chance for at gøre netop dette.

  • Ved valget i 2017 fik Venstre faktisk flere stemmer end Socialdemokratiet og har de seneste år haft et mandat mere i kommunalbestyrelsen at gøre godt med.
  • Siden Lejre Kommunes etablering i 2007 har Venstre faktisk altid været det største parti. Kun i en enkelt valgperiode lykkedes det dog partiet at veksle det vælgertække til en borgmesterpost.
  • Tina Mandrup har for nyligt markeret sig ved at tage afstand fra Carsten Rasmussen (S) ved efterårets budgetforhandlinger, hvor Venstre som det eneste parti var sat uden for forhandlingerne. Det fik Mandrup til at sætte spørgsmålstegn ved det demokratiske og det anstændige i, at det største parti blev sat uden for døren.
  • På valgnatten skal Mandrup og Venstre især bejle til Konservative, Dansk Folkeparti og muligvis Nye Borgerlige (hvis de får valgt en kandidat ind), hvis de skal gøre sig forhåbninger om en borgmesterpost. Det bliver dog svært, for både K og især DF har de seneste år bakket op om den nuværende borgmester.

Hvordan gik det ved valget i 2017?

Carsten Rasmussen (S) kunne på valgnatten meddele, at han ville fortsætte som borgmester efter en bred konstitueringsaftale indgået med SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og De Konservative.

  • Det skete efter et valg, hvor Socialdemokratiet var gået massivt frem, mens SF blev halveret i forhold til kanonvalget i 2013, der skaffede partiet en borgmesterpost.
  • På trods af, at Venstre faktisk fik flest stemmer og blev størst af alle partier, kunne de ikke samle opbakning omkring sig til at gå efter magten. De og Dansk Folkeparti endte således med at stå uden for konstitueringen omkring Carsten Rasmussen (S) som de eneste.


Hvordan har byrådet fordelt pengene i de seneste års budgetter?

Lejre Kommune har de seneste år været i økonomiske bekneb og har vedtaget flere budgetter, som har indeholdt besparelser og en enkelt skattestigning. Blandt andet har kommunens institutioner været underlagt besparelser. Politikerne har forklaret dette med stigende udgifter på handicapområdet og lavere tilskud i kommunal udligning end ventet.

Kommunen har dog brugt en del penge på især anlægsområdet i de seneste års budgetter. Blandt andet er der blevet sat penge af til flere nye børnehaver – herunder en skovbørnehave – mens andre er blevet udbygget. Et nyt plejecenter er der også sat penge af til, mens skolerne har fået penge til mindre renoveringer.


Hvem har indgået valgforbund?

Der er indgået fire valgforbund i Lejre Kommune før valget:

  • Socialdemokratiet og SF
  • Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti
  • Nye Borgerlige, Venstre
  • Liberal Alliance, Dansk Folkeparti


Hvad betyder valgforbund og konstituering?

Hvad med de andre partier?

  • SF har siden de gyldne dage fra 2009 og i 10’erne, hvor partiet i Mette Touborg havde borgmesterposten i seks år, stået stærkt i Lejre Kommune. Trods Touborgs exit fra kommunalpolitik fik partiet ved valget i 2017 mere end hver sjette stemme. Det kom Socialdemokratiet til gode, da SF bakkede op om Carsten Rasmussen som borgmester. SF med spidskandidaten Mikael Ralf Larsen skal håbe på at kunne fastholde vælgere og igen blive afgørende på forhandlingsnatten.
  • Konservative har i Grethe Saabye et stærkt kort, som ved valget i 2017 fik næstflest personlige stemmer (og mere end to tredjedele af alle Konservatives stemmer). Med partiets landspolitiske optur in mente, må vi forvente, at hun og resten af Konservative står over for et godt valgresultat.
  • I Ole Blickfeldt har Dansk Folkeparti 2. viceborgmesterposten i Lejre Kommune på trods af, at partiet står uden for konstitueringen. Spidskandidaten siger selv, at han har et godt samarbejde med Socialdemokratiet, fordi samarbejde skaffer partiet mest muligt indflydelse. Og mest muligt indflydelse er netop, hvad partiet går efter ved det kommende valg.
  • Enhedslisten har Ivan Mott i spidsen. De seneste fire år har han været formand for Teknik- og Miljøudvalget. Partiet vil håbe på at kunne hive vælgere fra det imploderede Alternativet, så de kan få to eller flere mandater i kommunalbestyrelsen.
  • I spidsen for Radikale Venstre står Thomas Bisgaard, der de seneste fire år har været partiets ene medlem af kommunalbestyrelsen. Her har han blandt andet haft formandsposten for Udvalg for Børn og Ungdom.
  • Nye Borgerlige stiller med Karl Simonsen som spidskandidat. Han har tidligere siddet i kommunalbestyrelsen for lokallisten Lejrelisten.
  • Jon Lorentsfeldt er spidskandidat for Liberal Alliance, der har indgået et teknisk valgforbund med DF. Partiet skal nok være mere end almindeligt glade, hvis de får en enkelt kandidat valgt ind.


Forudsigelsen:

Det bliver tæt. Måske endda meget tæt. Men Carsten Rasmussen (S) er i førersædet til endnu en periode som borgmester i Lejre Kommune. Det er han, fordi han står med flere, gode kort på hånden, end førsteudfordrerne fra Venstre.

  • Hvis ikke Rasmussen og Socialdemokratiet kan konstituere sig alene med SF, Enhedslisten og Radikale i rød blok, kan han gå til Konservative og Dansk Folkeparti, der synes villige til at bakke op omkring ham.
  • Samme tværpolitiske luksus nyder Venstre ikke. Selv hvis partiet skulle blive størst i kommunen, skal Tina Mandrup være mere end almindeligt dygtig på forhandlingsnatten, hvis hun skal kunne tælle til 13. 






Sådan har vi gjort

Er du i tvivl om, hvem du skal stemme på til kommunalvalget? Her kan du møde spidskandidaterne fra Lejre kommune i TV 2 Lorrys valgdebat. De diskuterer de vigtigste emner fra Lejre. Velkommen til Debat under uret.

Her er kandidaterne i Lejre Kommune