Oversigt

Seneste nyt

Snart åbner 5000 år gammelt fortidsminde igen

Fortidsmindet, Øm Jættestue, har på grund af sammenstyrtningsfare været lukket for besøgende siden 2020, men nu gøres det klar til igen at tage imod besøgende.

Det skriver Roskilde Museum i en pressemeddelelse. 

Det fem årtusinder gamle fortidsminde blev opdaget i 1832, og det har siden da været velbesøgt af nysgerrige gæster. 

Men i 2020 blev der spærret af for den offentlige adgang på grund af sammenstyrtningsfare. 

Sidste år blev Øm Jættestue så sat på finansloven for 2024. 

Derfor er arbejdet med at restaurere det gamle fortidsminde nu godt i gang. 

- Det bliver tydeligt, at vi har at gøre med et af Danmarks bedst bevarede fortidsminder fra stenalderen, der med denne istandsættelse igen kan åbnes for offentligheden til glæde for både lokale og det brede kulturpublikum, siger arkæologisk chef ved ROMU, Julie Nielsen.

Søndag den 21. april kl. 11 inviterer Slots- og Kulturstyrelsen og Roskilde Museum til åbent hus ved Jættestuen, hvor man kan høre om restaureringsarbejdet.