DF-spidskandidat vil forbyde læger med stort skæg

DF's spidskandidat til valget i Region Hovedstaden vil stoppe "knæfald for muslimske traditioner".

Læger med stort fuldskæg hører ikke hjemme på danske hospitaler og bør ligesom halalslagtet kød forbydes.

Sådan lyder anbefalingen fra Dansk Folkepartis spidskandidat til regionsrådet i Region Hovedstaden, Henrik Thorup, der er gift med DF's tidligere formand Pia Kjærsgaard. Det skriver Berlingske.

Henrik Thorup fortæller til Berlingske, at særlig én oplevelse med en læge "chokerede mig" og har fået ham til at lægge nye alen til diskussionen om beklædning og fremtoning i det offentlige rum.

- Du kan tage en tur ned på Gentofte akutmodtagelse, så vil du møde én, jeg ved ikke, om han er iraner, iraker, islamist eller muslim, men han har i hvert fald et kæmpestort sort skæg, og det mener jeg ikke hører hjemme på et dansk hospital.

'Færdig. Slut'

- Du ser ikke danske læger med kæmpe fuldskæg, det gør du ikke. Jeg har ikke noget imod manden, men jeg synes stadig ikke, at et skæg af den størrelse hører hjemme på et hospital. Alle andre løber rundt med hovedbeklædning og alt muligt, når de behandler.

- Hvis jeg kunne sige fra, ville jeg sige: Kan du ikke finde en anden? Det hører ikke til på vores hospitaler. Færdig. Slut, siger Henrik Thorup til Berlingske.

Bryder sig ikke om en vis religion

Men er fuldskæg ikke en personlig sag, kunne man spørge, så hvad er problemet?

- Når man har sådan et skæg af den størrelse, så har man en vis religion, som jeg aldeles ikke bryder mig om. Den hører ikke til. Den skal der ikke fokuseres på, når man kommer ind på et hospital.

- Det er det samme med hovedbeklædningen. De gør det kun for at markere, at jeg er muslim. Og det gør vi andre altså ikke. Jeg går ikke rundt og siger, jeg er kristen, jeg er dit og dat, jeg er jøde.

Dansk Folkeparti på Christiansborg fremsatte tidligere på året et forslag om at forbyde offentligt ansatte at bære religiøse eller politiske symboler på arbejdspladsen. I den forbindelse skrev gruppeformand Peter Skaarup et debatindlæg i Jyllands-Posten, hvor der blandt andet stod:

- Har man et problem med det, må man søge job et sted, hvor den slags ikke betyder noget, men i DF orker vi ikke svømmelærere i burkini, dommere i hijab eller religionslærere med islamisk fuldskæg og Hizb ut-Tahrir-symboler på skjorten.

Lyst og rødt skæg generer også

Henrik Thorup afviser, at der er tale om, at et indgreb mod "stort fuldskæg" vil rette sig mest mod en bestemt befolkningsgruppe og ikke den almene dansker.

Henrik Thorup siger til Berlingske, at et "lyst skæg ville genere mig lige så meget. Et rødt skæg ville genere mig lige så meget".

- Men i denne her situation er jeg ikke i tvivl om, at det er ikke en borger, der bare har den kristne tro.

De Radikales spidskandidat i Region Hovedstaden, Karin Friis Bach, kalder det "helt vildt", at DF vil forbyde fuldskæg på hospitaler:

- Private religiøse forhold bør ikke være en barriere for ansættelse i sundhedsvæsenet. Og man skal vist være meget snæversynet, hvis man ikke har opdaget, at fuldskæg er rimeligt almindeligt i Danmark, også blandt indfødte danske mænd, siger Karin Friis Bach.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik