Politi opløser stor demonstration - togdrift midlertidigt indstillet

Billeder fra stedet viser, hvordan politiet kastede tåregas for at opløse demonstrationen.

Københavns Politi er fredag aften massivt til stede ved Svanemøllen Station. Billeder fra stedet viser kampklædte betjente, der står på tværs af Østerbrogade og spærrer vejen.

Tidligere fredag eftermiddag måtte politiet opløse en stor demonstration ved Israels ambassade i Hellerup på grund af "omfattende uorden".

Det oplyser vagtchef Henrik Stormer til TV 2 Lorry.

- Det startede omkring klokken 16.00 med cirka 4.000 deltagere i det, der først var en fredelig demonstration, siger Henrik Stormer.

Artiklen fortsætter under videoen og billederne

tåregas6
Foto: Presse-fotos.dk

Demonstrationen kommer efter de seneste dages bombardementer i Gazastriben, hvor adskillige mennesker har mistet livet i det, der kan betegnes som en regulær krig mellem Hamas og de israelske styrker.

Ifølge TV 2 Lorrys reporter løb mange demonstranter pludselig væk fra politiet, fordi de var blevet ramt af tåregas.

Det forløb bekræfter Henrik Stormer.

- Det viste sig, at der var en gruppe på mellem 50 og 100 uromagere mellem demonstranterne. Det resulterede i omfattende kast med kanonslag og stenkast mod ambassaden og politiet, siger han og tilføjer:

- Derfor endte vi med at trække kniplerne og kaste tåregas for at opløse demonstrationen.

Hvad skal der til, for at politiet anvender tåregas mod en demonstration? Det lyder som et fåtal, der har været et problem, og der var både børn og ældre i demonstrationen?

- I det her tilfælde blev der løbet stormløb mod ambassaden og politikæden på stedet - og det var hverken børn eller ældre, som gjorde det, kan jeg sige.

- Det udløste en nødretssituation, hvor der blev kastet med tåregas, siger vagtchefen.

Ifølge Henrik Stormer har man endnu ikke overblik over tilskadekomne, men "flere politifolk er blevet ramt af sten", siger han.

Vagtchefen har heller ikke overblik over antallet af anholdte endnu.

Demo bevæger sig mod Svanemøllen Station

Togdriften på S-togslinjen mellem Hellerup Station og Svanemøllen Station er indstillet, da flere af urostifterne flygtede ned på skinnerne.

Demonstrationen rykker sig tilsyneladende over til Svanemøllen Station, efter politiet i første omgang har opløst den.

- Jeg talte med en ældre mand, hvis ansigt var rødt og grådkvalt af tåregassen. Han fortæller, at politiet skød tåregas ind over demonstranterne, så det landede midt i menneskemængden, oplyser TV 2 Lorrys mand på stedet.

DSB oplyser på Twitter, at togdriften mellem Helsingør Station og Østerport Station ligeledes er indstillet på grund af politiets arbejde. Derfor vil der blive indsat togbusser på strækningen.

En skandale

Folketingskandidat for Radikale Venstre Kashif Ahmad skriver på Twitter, at der er kastet kanonslag mod ambassaden.

- En skandale, at der bliver kastet med kanonslag mod ambassaden, og en skandale, at politiet skyder med tåregas i folkemængden fuld af børn og ældre mennesker, står der i opslaget på Twitter.

tåregas4
Foto: Presse-fotos.dk

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik