Oversigt

Seneste nyt

Minister siger nej: Der skal ikke være flere benzinfri områder i København for nu

Borgerrepræsentation på Københavns Rådhus vil have flere områder, hvor der ikke må køre benzin- og dieselbiler - såkaldte nulemissionszoner.

Det ønske kræver dog dispensation fra et flertal på Christiansborg - og miljøminister Magnus Heunicke (S) er ikke klar på at tillade flere fossilfri zoner per kommune.

- Jeg glæder mig over, at København vil benytte muligheden for at etablere en nulemissionszone, skriver han i en mail til TV 2 Kosmopol.

- Nulemissionszoner er et helt nyt værktøj, og der findes endnu ikke permanente to nulemissionszoner i andre europæiske lande, vi kan spejle os i. For at sikre mobiliteten og at zonerne ikke leder til en negativ miljøeffekt på grund af omvejskørsel, foreslår vi begrænsningen på maksimalt én zone.

Miljøministeren skriver videre, at han er opmærksom på ønsket om flere zoner, og ordningen vil derfor blive evalueret om tre år.

I februar vedtog et flertal i Folketinget, at kommuner fremover kan etablere én såkaldt nulemissionszone, hvor fossilbiler ikke må køre. Kritikere fra Københavns Kommune har dog påpeget, at begrænsningen på én zone per kommune ifølge dem ikke er ambitiøst nok til at sikre den grønne omstilling.