Knivstikker i Kødbyen sender ung mand på hospitalet

Det er endnu uvist, hvorfor en ung mand blev stukket ned med en kniv i Kødbyen på Vesterbro efter midnat.

En 24-årig mand er anholdt efter et knivstikkeri i Kødbyen på Vesterbro i København kort efter midnat søndag.

Det fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Anders Lykkegaard Nielsen tidligt søndag morgen.

Den anholdte er sigtet for kvalificeret vold og bliver fremstillet i grundlovsforhør senere søndag.

Det er uvist, hvad der præcist er gået forud for knivstikkeriet, hvor en jævnaldrende mand på ligeledes 24 år blev stukket.

- Der er opstået en form for tumult mellem to grupperinger, men vi kender ikke motivet, siger efterforskningslederen.

Adspurgt om det kan være banderelateret, svarer Anders Lykkegaard Nielsen, at det ved politiet endnu ikke.

Politiet blev opmærksom på knivstikkeriet søndag klokken 00.07. Den 24-årige mistænkte blev anholdt i Kødbyen klokken 00.31.

Overfladiske skader

Den 24-årige mand, det gik ud over, blev med det samme kørt på Rigshospitalet.

Tidligt søndag morgen oplyser vagtchefen ved Københavns Politi Henrik Stormer, at manden har pådraget sig "overfladiske skader".

Kødbyen er fyldt med restauranter og barer og er et populært sted i det københavnske natteliv.


Ifølge vagtchef Henrik Stormer fandt knivstikkeriet tilsyneladende sted udenfor.

Tidligere lørdag aften blev en mand stukket ned på hjørnet mellem Tingvej og Amagerbrogade på Amager i København.

Manden er ikke kommet alvorligt til skade, og der er søndag morgen ingen anholdte i sagen.

Vagtchef Henrik Stormer understreger, at de to knivstikkerier "ikke har nogen sammenhæng overhovedet".

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik