Klimavenligt kluns i København: Indfører bæredygtig beklædning på jobbet

Medarbejdere i Københavns Kommune skal fremover gå på job i mere miljøvenligt arbejdstøj.

En af de største belastninger på klimaet hænger på bøjler og foldes i skuffer. På verdensplan udleder tøjindustrien flere drivhusgasser end alle skibe og fly tilsammen.

Der findes dog også miljøvenlige alternativer i tekstilbranchen, og den slags skal medarbejdere i Københavns Kommune fremover bære, når de er på job.

Det annoncerer Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Som fortrop i et samarbejde med 40 danske kommuner og fire nordiske hovedstæder indfører Københavns Kommune bæredygtigt arbejdstøj.

Med en ændring i kommunens indkøbspolitik kan social- og sundhedsassistenter på plejehjem, p-vagter, gartnere og andre ansatte kan se frem til at gå på arbejde i mere miljøvenligt arbejdstøj.

- Som en stor offentlig indkøber kan København hjælpe med at bane vejen for flere miljømærkede produkter, både til gavn for vores egne medarbejdere, der skal gå i tøjet, og for miljøet, siger overborgmester Frank Jensen (S) og fortsætter:

- Derfor glæder det mig, at så mange danske kommuner og storbyer i vores nabolande bakker op om at efterspørge miljømærket arbejdsbeklædning.

Fremstilling og produktion af tekstil er en stor belastning for miljøet.
Fremstilling og produktion af tekstil er en stor belastning for miljøet.
Foto: Kham/Reuters/Ritzau Scanpix

Skal sende et signal til tekstilbranchen

Sammen med de mange andre kommuner og hovedstæder i Norden vil Københavns Kommune forsøge at sende et signal til tekstilbranchen om, at bæredygtigt tøj er en efterspurgt vare.

Baggrunden for initiativet er, at Københavns Kommune i 2017 besluttede at indkøbe flere miljømærkede produkter og serviceydelser i et forsøg på at påvirke markedet i en mere miljøvenlig retning.

I dag er det dog kun få produkter inden for arbejdstøj, der er miljømærket. Men det er håbet, at der med den samlede opbakning til bæredygtigt tøj, kan opstå et reelt marked for klimavenligt tøj.

Brancheorganisationen Dansk Mode & Textil hilser den ændrede indkøbspolitik velkommen.

- Det er afgørende, at hele mode- og tekstilbranchen arbejder på en mere bæredygtig måde end tidligere. Vi kan se, at kundekrav har en positiv effekt, og når en så stor aktør som Københavns Kommune efterspørger miljømærket arbejdsbeklædning, lægger det et vist pres på branchen, og det er også en helt konkret motivation til at accelerere den bæredygtige omstilling i branchen, siger administrerende direktør i Dansk Mode & Textil, Thomas Klausen.

Udover arbejdstøj opfordrer Københavns Kommune også til at stille krav til mere bæredygtige kontorartikler.

Københavns Kommune er en af Danmarks største offentlige indkøbere. Årligt køber kommunen varer og tjenesteydelser som fødevarer, bleer og rengøringsservice for omkring 8,2 milliarder kroner.

Tiltaget med bæredygtigt tøj er blot et af mange, som kommunen implementerer i disse år. TV 2 Lorry har tidligere fortalt om klimavenlige gravemaskiner, nedsat forbrug af oksekød samt skærpede krav til køretøjer i byen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik