Klimabevægelsen jubler: Får fri proces til at stævne Transportministeriet

Byggeriet af den kunstige ø Lynetteholm er nu på vej i retten. Klimabevægelsen har nemlig fået tilkendt fri proces til at stævne Transportministeriet om planlægningen af byggeriet.

Sagen om det gigantiske anlægsprojekt, Lynetteholm, har igen taget en ny drejning.

Klimabevægelsen har nemlig fået tilkendt fri proces til at stævne Transportministeriet om planlægningen af byggeriet. Det fortæller Klimabevægelsen til TV 2 Lorry, efter Politiken tidligere på dagen skrev om sagen i udviklingen i anlægsprojektet.

Fri proces betyder, at staten betaler udgifterne til retssagen. Dermed skal sagen altså gå rettens vej. Og det glæder Frederik Roland Sandby, der er sekretariatsleder i Klimabevægelsen.

- Det er en kæmpe succes. Det betyder rigtig meget. Jeg er ikke bare glad på vores vegne, men også på miljøets og ungdommens vegne, siger han til TV 2 Lorry.

Omstridt salami-metode

Klimabevægelsen er utilfreds med den undersøgelse, der ligger til grund for godkendelsen af byggeriet. 

Det er særligt den omtalte og omstridte salami-metode, der har skabt frustration i bevægelsen. De mener nemlig, at man har forsøgt at få Lynetteholmprojektet igennem ved at dele det op i mindre spiselige bidder. 

Dermed har man ikke taget stilling til hele projektet - herunder de klima- og miljømæssige konsekvenser, fortæller Frederik Roland Sandby.

- Vi mener ikke, de kan tillade sig at køre byggeriet igennem uden at analysere på påvirkningen af disse.

Lynetteholm - Kort fortalt

  • Lynetteholm er en vision om en ny bydel i København anlagt på en kunstig ø ud mod Øresund i Københavns Havn i området nord for Refshaleøen og syd for Nordhavn.


  • I 2070 skal Lynetteholm stå færdig som en ny bydel på 2,8 kvadratkilometer med 35.000 indbyggere. Øen skal tilsluttes metroen og være bindeled i en østlig ringvej rundt om København. Samtidig anlægges Lynetteholm som kystsikringsprojekt, der som en dæmning skal beskytte København mod fremtidige stormfloder.

Fra 2021 skal den kunstige ø anlægges ved at fylde overskudsjord i en ramme. Den proces kan tage mellem 30 og 40 år.


  • Visionen blev præsenteret i efteråret 2018 af den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og daværende overborgmester i København, Frank Jensen (S). Siden har den efterfølgende regering, overborgmester samt et flertal på Københavns Rådhus videreført visionen om Lynetteholm.

Klimabevægelsen håber, at de kan tage sagen direkte i Landsretten, da de mener, der er tale om 'et principielt spørgsmål'. 

- Vi håber, vi kan få stoppet projektet inden, det begynder, siger Frederik Roland Sandby til TV 2 Lorry og fortsætter:

- For når først det går i gang, så tror vi ikke, vi kan stoppe det.


Kritik på kritik

Nu skal en domstol altså vurdere, om loven er brudt. Men den kommende retssag er blot seneste udvikling i sagen om kæmpebyggeriet. Her på TV 2 Lorry har vi tidligere fortalt om kritik af planerne. 

I september var byggeriet på bordet i EU. En sag hvor Klimabevægelsen også spiller en stor rolle - det var nemlig dem, der, i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, indgav en klage om den omstridte proces. Det kan du læse mere om her.

Tilbage i december 2020 rette Danmarks Naturfredningsforening, miljøorganisationen Noah og Rådet for Bæredygtig Trafik skarp kritik af VVM-redegørelsen af og planerne om Lynetteholm.

Den historie kan du læse meget mere om her:

Tidsplan for Lynetteholm: 50 års anlægsprojekt

2021: Landanlæg til jordopfyldning etableres, og selve anlægget af øens perimeter påbegyndes. Første store træk af lastbiler frem og tilbage til Lynetteholm.


2021-2023: VVM-undersøgelse af en ny metrolinje og Østlig Ringvej fra Nordhavn til Lufthavnen.


2023 - : Opfyldning af arealet til Lynetteholm.


2023: Der træffes en beslutning om anlæg af metro og en Østlig Ringvej.


2024 - : Udbud, projektering og anlæg af metro og Østlig Ringvej sættes i gang.


2025-2035: Arkitektkonkurrence om overordnet plan for Lynetteholm. Herefter laves der masterplaner for Lynetteholms delområder, mens kommuneplanrammer og lokalplaner vedtages af Københavns Kommune.


2035: Projektet delåbnes. De første boliger er klar til indflytning. Metroforbindelse og Østlig Ringvej står færdigbygget og kan nu åbne. Dele af kystlandskabet kan tages i brug.


2035-2045: Rensningsanlægget Lynetten flyttes eller overdækkes.


2070: De sidste beboere forventes flytter ind på Lynetteholm, der nu står endeligt færdigbygget med 35.000 indbyggere som en ny bydel i København med metro, ringvej og kystlandskab med klimasikring.


Kilde: Københavns Kommune

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik