Oversigt

Seneste nyt

Efterforskning fører til flere sigtelser efter derby

Uroen til derbyet i Parken mellem FC København og Brøndby i begyndelsen af august fører nu til yderligere sigtelser.

Københavns Politi oplyser på Twitter, at tre personer er sigtet for at skabe ballade. 

En 19-årig mand er sigtet for hærværk, efter at han ødelagde flere sæder. I alt var 120 sæder ødelagt efter kampen.

Derudover har efterforskningen vist, at den 19-årige mand var i besiddelse af en ulovlig kniv, hvilket han også er sigtet for. Manden er ligeledes sigtet for grov vold mod Parkens ansatte.

To Brøndby-tilhængere på henholdsvis 41 og 32 år er desuden blevet sigtet for vold mod to FCK-fans på S-togsstationen ved Svanemøllen. 

Københavns Politi sigtede allerede i dagene efter kampen en række personer, primært med tilknytning til Brøndby. 

Derudover fik en episode fra et S-tog, hvor en mand iklædt en Brøndby-trøje bad en ung mand om at tage en FCK-trøje af, stor opmærksomhed.

Da Brøndby for to uger siden spillede på hjemmebane mod FCK, havde Divisionsforeningen besluttet at udelukke fans af udeholdet, hvilket blev mødt med kritik i fanmiljøet.

En fangruppering fra FCK anmeldte således en demonstration og gik i march mod Divisionsforeningens lokaler i Brøndby på kampdagen.