48 nye el-busser på gaden i hovedstaden skal sætte skub i grøn omstilling

Busselskabet Movia indsætter 48 elbusser i København og Frederiksberg søndag. Det sker som led i kampen for CO2-reducering.

Søndag er store skiftedag busser iblandt flere steder i hovedstadsområdet.

Mens Ballerup og Egedal kommuner lørdag fejrede indfasningen af el-busser på tre busruter, så markerer hovedstadskommunerne København og Frederiksberg søndag, at 48 el-busser sættes på gaden. Flåden af elbusser erstatter de nuværende dieselbusser.

Ifølge busselskabet Movia, der står for driften, betyder omlægningen til el, at den den årlige CO2-udledning fra busserne i København og Frederiksberg mindskes med 4300 tons. Det svarer til 22 procent af det nuværende.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) var med til indvielsen af de nye busser, og han ser det som et skridt på vejen mod en helt grøn busdrift inden for de kommende år.

- Med de nye elbusser er den grønne omstilling til nulemission i fuld sving i Københavns og Frederiksberg kommuner. Det er i den grad en udvikling, vi bakker op om i regeringen, siger transportminister Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Vi har indgået en finanslov for 2020, hvor der er afsat penge til at fremme grønne busser. Vi har nemlig brug for, at der bliver tænkt i grønne løsninger på især transportområdet. Derfor er jeg glad for, at de to kommuner indsætter elbusser, så vi kan få en endnu mere klimavenlig hovedstad med et sundere bymiljø.

I den netop færdigforhandlede finanslov for 2020 blev partierne enige om at afsætte 75 millioner kroner til blandt andet grønnere buskørsel.

Artiklen fortsætter efter videoen...

Også i Ballerup og Egedal kommuner bliver der søndag sat en ny flåde af el-busser på gaden. Vi kørte en tur med en af de nye busser lørdag.

Alle bybusser skal køre på el i 2025

De nye el-busser skal betjene linjerne 2A og 18, men står det til de to hovedstadskommuner, så skal alle buslinjer driftes via elektricitet inden længe.

I Københavns Kommune er der planer om, at busdriften alene skal bestå af nulemissionsbusser i 2025, og i Frederiksberg har byrådet en strategi, der skal gøre kommunen "elbilby nummer ét i landet", hvad end det så betyder.

- Nu vil mere end hver ottende bus, som københavnerne møder i byens gader, hverken larme, svine eller udlede CO2. Det er et afgørende skridt mod et grønnere København med ren luft – og jeg er utroligt glad for, at regeringen nu prioriterer den grønne omstilling til elbusser, så alle danskere kan få glæde af grønne busser, siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S).

Han bakkes op af borgmesterkollegaen på Frederiksberg, Simon Aggesen (K), der ud over at kunne indvie el-busser inden længe også kan få lov til at markere indførelsen af elektriske skraldebiler i hele kommunen.

- Et af vores vigtige delmål er at blive elbilby-nummer et i landet, og her tæller busserne og kommunens egne køretøjer naturligvis med. Jeg er glad for dette samarbejde med København og ser frem til langt flere elbusser i hovedstaden i de kommende år, siger Simon Aggesen (K).

Københavns Borgerrepræsentation vedtog med kommunens budget 2019, at alle byens dieselbusser skal udskiftes med elbusser eller busser med samme miljø- og støjegenskaber inden 2025.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik