S, DF og SF vil have Nørrebro-imam straffet for hadsk prædiken

S, DF og SF vil have justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til at se på sag om imams prædiken i dansk moské.

Flere politikere opfordrer justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til at se på en imams prædiken mod jøder i en moské på Nørrebro i København. 

Imamen kan have opfordret til drab på jøder, skriver Kristeligt Dagblad. 

Sådan tolker Det Jødiske Samfund i Danmark hans prædiken. Derfor vil samfundet gå til politiet for at finde ud af, om der er grundlag for en anmeldelse.

S: Vi har brug for en handlingsplan

Folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen (S) sagde allerede i går til TV 2 Lorry, at det er tilfældet.

- Jeg vil nu tage fat i justitsministeren og spørge ham, hvad regeringen vil gøre for at sikre danske jøders sikkerhed. Der er brug for en handlingsplan, siger Lars Aslan Rasmussen i dag til Ritzau.

Imam politianmeldt for prædiken, hvor han opfordrer til drab på jøder

Straffelovens paragraf 136, stk. 3, forbyder "udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring".

- Jeg mener, at der bør rejses en straffesag mod imamen og moskéen. For uanset hvordan man tolker det, bliver der opfordret til drab på jøder, siger Lars Aslan Rasmussen. 

DF og SF bakker op

Dansk Folkeparti vil også have justitsministeren til at vurdere, om imamen kan straffes efter paragraffen. Partiet ser gerne moskéen lukket, siger DF's udlændingeordfører Martin Henriksen.

- Det er stærkt forargeligt. Men ikke overraskende. Der er meget hadefulde grupperinger i islam. Vi skal gøre op med den ideologi. Jo før, jo bedre, siger Martin Henriksen.

SF vil straffe imamen med imam-loven. Partiet vil have undersøgt, om folk bag moskéen kan straffes for at invitere hadprædikanter til Danmark, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

- Det er fuldkommen forrykt, at der står en imam på Nørrebro og forkynder had. Og opfordrer til vold og drab på jøder i Danmark. Det kan vi ikke acceptere, siger Pia Olsen Dyhr. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik