Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) opfordrer realkreditinstitutterne til at begrænse udlån med høj risiko i København og Aarhus.
- Kreditinstitutterne bør udvise særlig forsigtighed ved udlån i vækstområder, siger Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.
Realkreditinstitutterne låner i stigende grad ud til familier i København og Aarhus, hvor den samlede gæld udgør mere end fire gange familiens indkomst.
Færre risici
I mange tilfælde sker det derudover i kombination med lånetyper med variabel rente og afdragsfrihed, fremgår det af pressemeddelelsen.
Regeringen ønsker på den baggrund, at realkreditinstitutterne strammer op på udlån i storbyerne.
Ifølge erhvervsministeren bør kreditinstitutterne maksimalt yde 15 procent af deres nye lån i disse områder til familier, hvor gælden er fire gange større end indkomsten, og hvor lånene ydes med afdragsfrihed eller variabel rente.
- Jeg forventer, at dette styresignal reducerer opbygning af store risici i institutterne og dermed mindsker sandsynligheden for, at yderligere indgriben bliver nødvendig, siger Brian Mikkelsen.
Nykredit: Vi skal være opmærksomme
Det Systemiske Risikoråd, der er et rådgivende organ, har i en henstilling til regeringen peget på risikoen ved den høje andel af risikolån i vækstområder.
Og signalet er blevet hørt af et af institutterne.
- Der er fart på i storbyerne disse år, så det er vigtigt, at vi som kreditgivere er ekstra opmærksomme, siger Søren Holm, koncerndirektør i Nykredit, i en skriftlig kommentar.
- Vi vil altid gerne kunne stille op med lån til vores kunder, men det skal ske på en ansvarlig måde.
- Forslaget fra Det Systemiske Risikoråd og regeringen er fint i tråd med dette, siger Søren Holm.