Tjek din kupon! Seks millioner venter på heldig Lottovinder

Vinderen af seks millioner kroner er endnu ikke fundet.

(Arkivfoto). Danske Spil efterlyser vinder af seks millioner kroner. Foto: Kristian Brasen - Ritzau Scanpix

En heldig Lotto-spiller kan se frem til at få forsødet tilværelsen med intet mindre end seks millioner kroner.

Men før det kommer til at ske, skal vedkommende se at få tjekket sin kupon.

Danske Spil har nemlig endnu ikke hørt fra vinderen, og dermed står pengene stadig og venter på at blive overført.

Det har fået Danske Spil til at efterlyse millionæren, der har spillet ti enkeltrækker uden Joker og har købt sin kupon i Føtex Friheden i Hvidovre.

Og det er ikke første gang, at der er heldige vindere i Hvidovre Kommune. Gennem tiden har der været 34 vindere af milliongevinster. 

Læs også Superheldigt: Lottomillion nær røget i skraldespand

At den heldige lottovinder endnu ikke har indløst sin gevinst er ikke noget, der bekymrer Danske Spil, oplyser Camilla Cornelius, der er PR- og kommunikationsrådgiver i Danske Spil.

- Vi er ikke bekymret endnu, om vinderen melder sig. Vi vil bare gerne gøre folk opmærksomme på, at de skal tjekke deres kuponer for vindertal, så de får deres gevinst, siger hun til TV 2 Lorry.

Hvis man tror, man er indehaver af vinderkuponen, så skal man gå ned til sin forhandler og få den præmiesøgt, og derefter skal vinderen kontakte Danske Spil.

Læs også Heldig Lotto-spiller efterlyses - har vundet 97 millioner kroner på tankstation

Sjældent vinderen ikke melder sig

Det er sjældent, at de heldige lottovindere ikke får indløst deres gevinst, men skulle det ske en sjælden gang, så går pengene tilbage i spillet, så andre kan være heldige og vinde pengene.

Camilla Cornelius siger, at Danske Spil gør, hvad de kan for at finde den heldige vinder.

- Det er meget sjældent, at folk ikke får deres gevinst. Det skyldes, at vi gør meget ud af, at få folk til at huske at tjekke deres kuponer. Vi gør samtidig meget ud af at efterlyse vores vindere, så de kan få deres penge hurtigst muligt, siger hun. 

Tilbage i 2017 var der dog alligevel to lottovinder i henholdsvis Randers og Hobro, der aldrig fik deres samlet gevinst på fire millioner kroner.  

Den mindste gevinstpulje starter på seks millioner og stiger hver uge, indtil der bliver fundet en heldig lottevinder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik