Beboere opfordres til at lade sig teste efter udbrud med smitsom variant

Styrelsen for Patientsikkerhed foretager intensiveret smitteopsporing, mens Hillerød Kommune udvider testcenters åbningstider efter smitte med coronavarianten Delta.

Beboere i boligområdet Kongens Vænge 1 og 2 i Hillerød opfordres til at lade sig teste for covid-19 efter fund af smitte med den indiske coronavariant, Delta.

Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed på Twitter.

Det er ikke mere end en dag siden, at det kom frem, at 800 elever på Grønnevang Skole i Hillerød er blevet sendt hjem efter fund af varianten.

Desuden er der sendt børn hjem fra Grønnevang Børnehus' afdelinger Tolvkarlevej og Frødalen. 

Myndighederne holder særligt øje med Delta-varianten, der betegnes som mere smitsom end de gængse coronavarianter.

- Vi foretager intensiveret smitteopsporing, vores testambassadører er på gaden, og der er indsat ekstra testkapacitet, skriver styrelsen om indsatsen i Hillerød.

Samtidig oplyser Hillerød Kommune i en pressemeddelelse, at testcentret på Grønnevang Skole ekstraordinært udvider dets åbningstider.

Centeret holder således åbent tirsdag fra 16 til 20, onsdag fra 8 til 20 og torsdag fra 7:45 til 13:30.

- Styrelsen for Patientsikkerhed sender i dag og i morgen en gruppe ambassadører på gaden, som skal stemme dørklokker i boligforeningerne med opfordring til alle om at lade sig teste, skriver Hillerød Kommune.

Variant giver øget risiko for indlæggelse

Delta-varianten frygtes af sundhedsmyndighederne og flere eksperter. I England har den været skyld i, at den fulde genåbning af landet er udskudt med fire uger.

Delta ser blandt andet ud til at være forbundet med en øget risiko for indlæggelse, siger Tyra Grove Krause, der er konstitueret faglig direktør i Statens Serum Institut, tirsdag.

- Det er en variant, vi er bekymret for, og som vi rigtig gerne vil holde nede, så længe vi kan, siger hun.

- Det skyldes, at den ifølge engelske myndigheder er op til 50 procent mere smitsom og muligvis mere alvorlig end andre varianter.

Siden begyndelsen af april er der konstateret 154 tilfælde af varianten herhjemme, viste seneste opgørelse tirsdag formiddag.

Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet, sagde mandag, at varianten er "den sorte sky, vi skal holde øje med hen over sommeren".

Den er markant mere smitsom end den variant, der dominerer nu, sagde han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik