Ukendt borger satte flag i skov - fik landstræneren til at tage usædvanlig beslutning

Den lokale opbakning til landsholdet når nye højder i Helsingør. Mandag aften vil borgerne igen stimle sammen for at sende Schmeichel, Kjær og co. godt afsted til Parken.

Søndag mødte landsholdet op til den sidste træning før den afgørende skæbnekamp mod Rusland mandag aften i Parken.

Normalt følger sådanne træninger en snorlige plan med taktik og træning uden unødvendige programpunkter - bare ikke denne søndag.

Det fortæller chef for Herrelandsholdet, Christian Nørkjær, til TV 2 Lorry.

Inden træningen gik i gang, blev spillere og stab gennet op på række og udstyret med A4-ark med bogstaver, der tilsammen dannede sætningen: “Tak for støtten, Helsingør!

Billedet er siden blevet delt på Herrelandsholdets Facebook-side.

- Det var Kasper Hjulmand (landstræner, red.) og jeg, der fik idéen. Under sådan en træning plejer vi ellers ellers ikke at gøre andet, end det vi skal. Men vi får taget det her billede, og alle spillerne er med på den, siger Christian Nørkjær.

Flag overraskede

Idéen plantede sig i Christian Nørkjærs hoved timer forinden. Søndag morgen havde han selv og en fysioterapeut cyklet en tur gennem Teglstrup Hegn - et skovområde tæt på Marienlyst Strandhotel og banerne, hvor Herrelandsholdet i mange år har boet og trænet - således også under den nuværende EM-slutrunde.

- Vi har en rute, hvor vi fra staben løber og cykler om morgenen. Og her så jeg så de her flag i skoven. Til at begynde med troede vi, at det var en børnefødselsdag, men da vi kom tættere på, kunne vi se, at der var hilsner på flagene. Der er ikke nogen, der har fortalt os noget - det er bare en gestus, siger Christian Nørkjær.

quote "Kære landsholdsspillere. Tak fordi I udviser omsorg - I får vores"

Ukendt Helsingør-borger

Det viser sig, at der er tale om mindst ti flag med forskellige hilsner på. Der står: 

"Kære landsholdsspillere. Tak fordi I gør Jeres bedste - vi vil gøre vores"

"Kære landsholdsspillere. Tak fordi I udviser omsorg - I får vores"

I gruppen 'Helsingør' på Facebook har en borger lagt billeder af alle flagene op. 

Før den vigtige træning søndag tog landsholdsspillerne sig tid til at sende en tak til borgerne i Helsingør.
Før den vigtige træning søndag tog landsholdsspillerne sig tid til at sende en tak til borgerne i Helsingør.
Foto: DBU

Da Christian Nørkjær kom hjem fra cykelturen, viste han et billede af flagene til landstræner Kasper Hjulmand - og de tog altså så affære for at vise deres taknemmelighed over for helsingoranerne.

Ikke mindst fordi de lokale borgere i torsdags stimlede sammen på byens gader og stræder for at klappe og huje spillerne godt på vej til Belgien-kampen.

- Det var så rørende, da vi kørte til Parken. Der var spillere med tårer i øjnene bag solbrillerne. Der stod jo folk hele vejen ud til motorvejen, siger Christian Nørkjær.

- Der er så mange søde mennesker, der hilser på os på stranden også. Det betyder virkelig noget for spillerne, siger Christian Nørkjær.

Mandag morgen ventede endnu en overraskelse på Marienlyst Strandhotel. Her var hele personalet mødt ind iklædt landsholdstrøjer. Alt fra kokke til rengøringspersonale og receptionister.

Og selvom vejrudsigten mandag ser våd ud, håber landsholdet på, at de igen bliver sendt afsted mod Parken med manér.

- Signalet fra byen og hele Danmark trænger ind, og det sætter vi stor pris på. Det er noget spillerne snakker om, siger Christian Nørkjær.

Alt personale på Strandhotel Marienlyst mødte mandag op i landsholdstrøjer.
Alt personale på Strandhotel Marienlyst mødte mandag op i landsholdstrøjer.
Foto: Strandhotel Marienlyst


Lokale borgere klar igen

Og noget tyder da også på, at lokalbefolkningen igen er klar til at bakke op, når bussen med Schmeichel, Kjær og co. kører mod Parken mandag klokken 18.30.

I hvert fald, hvis man spørger det konservative byrådsmedlem og tidligere direktør for FC Helsingør, Janus Kyhl, der var en af de drivende kræfter bag paraden torsdag.

- Det kan godt være, at der bliver smidt et par dråber fra oven, men vi vil prøve at skabe en endnu vildere stemning. Landsholdsdrengene har selv talt om, at der skal bygges en stemning op - og den skal bygges op helt heroppefra. Jeg vil opfordre alle, der ikke skal i Parken, til at komme herop og bære bussen ud gennem Helsingør, siger Janus Kyhl.

Han gætter på, at flere tusinde borgere deltog torsdag. Det var en sand folkefest med både romerlys, soundbokse og uddeling af gratis drikkevarer på ruten. Det hele opstod hurtigt og spontant, forklarer Janus Kyhl.

- Jeg talte lidt med Benedikte (Kiær - konservativ borgmester i Helsingør, red.) om, at vi skulle gøre noget efter Eriksens kollaps. Borgerne føler jo, at landsholdet er helsingoranere, fordi de plejer at gå rundt i byen for at shoppe eller besøge madmarkedet. Nu var der en endnu større veneration, og så sagde Benedikte, at vi skulle prøve at skabe en flagallé.

Janus Kyhl ringede ned til Partybutikken og spurgte, hvor mange flag de havde på lager. Før han havde set sig om, havde ejeren bestilt en masse ekstra flag hjem - dem ville han med glæde sponsorere til formålet.

- Det blev virkelig intenst, siger Janus Kyhl om torsdagens arrangement.

Mandag kører landsholdets bus samme rute som sidst: Allégade, til højre i krydset ved Danserindebrønden, ad Kronborgvej og Trækbanen til Kongevejen.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik