Kendt kagecafé udsat for hærværk: Nu er der gennembrud i sagen

Caféen Kagefryd i Helsingør blev i februar udsat for hærværk. Nu har Nordsjællands Politi et halvt år senere rejst sigtelse i sagen.

For godt og vel seks måneder siden blev Jette Stubs Café Kagefryd udsat for et umiddelbart politisk motiveret hærværk.

En, på det tidspunkt, ukendt mand havde malet rød graffiti på forretningens vinduer og facade.

Nu er det lykkedes Nordsjællands Politi at få et gennembrud i sagen og til TV 2 Lorry bekræfter kommunikationsrådgiver, Henriette Døssing, at de har sigtet en mand for hærværket.

Hun ønsker dog ikke at oplyse, hvad sigtelsen går på, eller komme nærmere ind på hvem manden er.

Jette Stub, der også er kendt for "Den Store Bagedyst" på DR er glad for, at der nu endelig er et gennembrud i sagen.

- Jeg er lettet og meget glad for at de endelig har fundet ham for det har varet så længe, fortæller hun til TV 2 Lorry.

quote Jeg har været nervøs, og jeg er så glad og lettet

Jette Stub, indehaver af Kagefryd

Måtte søge psykologhjælp

Hun fortæller, at det sidste halve års uvidenhed om, hvem manden er, har tæret hårdt på hende psykisk. Hun har også været nødt til at søge psykologhjælp, fordi hun kom i en choktilstand, der holdte hende vågen om natten.

- I den tid har jeg gået med frygt for, at der skulle ske noget igen. Jeg har været nervøs, og jeg er så glad og lettet, siger hun og fortsætter:

- Nu kan han blive stillet til ansvar for det, han har gjort, og få af vide hvad det har betydet for mig, at han har krænket og udstillet mig.

Nordsjællands Politi ønsker heller ikke at uddybe mandens motiv, men TV 2 Lorry har tidligere beskrevet, hvordan der var malet kors og teksten ”krigssvin” med rød graffiti på både indgangsdør og vinduer.

quote Nu kan han blive stillet til ansvar for det, han har gjort

Jette Stub, indehaver af Kagefryd

Stopper ikke veteranstøtte

Ifølge Jette Stub har politiet fortalt hende, at der er tale om en mand, der er imod alle former for krigsførelse.

Ejeren af Kagefryd i Helsingør støtter gennem sin café veteraner og har tidligere doneret fem kroner per solgt fastelavnsbolle til fordel for organisationen Veteransupport.

- Jeg støtter ikke krig. Jeg støtter vores soldater for at rejse ned for at bevare fred i en verden, hvor der har været krig. Det synes jeg er en medmenneskelig gerning.

Og det arbejde kommer hun ikke til at stoppe.

- Når julen nærmer sig igen, så vil jeg være med til at samle ind til trængte soldater, det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

Det er ikke kun Jettes café, der er blevet udsat for politisk motiveret hærværk i Helsingør. Også rådhuset, der er placeret overfor, måtte ifølge politiets sigtelse lægge mur til vedkommendes hærværk.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik