Fiskegrossist i vildrede efter mink-aflivning: Frygter at brænde inde med tonsvis fiskeaffald

Det er en gammel tradition, at rester fra fisk bliver solgt til minkavlere. Men nu er den forretning snart ikke længere mulig.

Det er ikke kun minkavlere og deres ansatte, der mærker konsekvenserne af, at alle mink i Danmark er i gang med at blive aflivet.

Også en virksomhed som O.V. Jørgensen Hundested Fiskeexport mærker følgerne.

Gennem 85 år har fiskegrossisten haft et tæt samarbejde med minkavlere, som de sælger og leverer overskydende fiskerester til.

Fiskeaffald er nemlig det perfekte minkfoder.

I normale år plejer virksomheden i Hundested at levere hele 1.000 tons fiskeaffald til minkavlere i området - affald, som de nu skal finde nye aftagere til.

Artiklen fortsætter efter videoen.

I Hundested har man været nødt til at tænke alternativt for ikke at brænde inde med 1000 tons fiskeaffald.

I Danmark drejer det sig samlet set om 40.000 tons fiskeaffald, der årligt plejer at ende som minkfoder.

- Det er vemodigt, at vi skal bryde med en gammel tradition. Det er en træls situation, siger fiskeeksportørens administrerende direktør, Mette Jørgensen.

- Men samtidig har vi nok også vænnet os lidt til, at der sker så meget i samfundet lige i øjeblikket, så vi bliver nødt til at være omstillingsparate, fortsætter hun.

quote Det er en træls situation

Mette Jørgensen, direktør i O.V. Jørgensen Hundested Fiskeexport

Der er fundet en løsning på fiskeaffaldet

Siden regeringen meddelte, at alle danske mink bør aflives, har brancheorganisationen Danish Seafood Association arbejdet på at finde nye aftagere til de mange tons fiskeaffald.

- Det var fra den ene dag til den anden, at vi pludselig har skulle finde en anden løsning. Det virkede som en stor mundfuld, men nu er vi ved at være i mål, siger Poul Melgaard Jensen, der er brancheorganisationens direktør.

Fiskeaffaldet - eller fiskeafskæret, som det også kaldes - påtænkes i stedet at gå til både fiskeolie, fiskemel og foder til hunde og katte.

Noget vil efter planen også blive brugt til biogas.

Regeringen har en ambition om, at alle mink i Danmark skal være aflivet senest den 16. november.
Regeringen har en ambition om, at alle mink i Danmark skal være aflivet senest den 16. november.
Foto: Jan Christiansen / TV 2 Lorry

Hos O.V. Jørgensen Hundested Fiskeexport er de lettede over, at der er fundet en mulig løsning på problemet med de mange overskydende tons fiskeaffald.

- Men det er nogle aftagere til nogle andre priser, så vi kommer til at mærke et lille dyk i indtjeningen, siger Mette Jørgensen fra Hundested.

Hos fiskegrossisten i Hundested har de endnu ikke overblik over, hvilken økonomisk betydning det nærmere bestemt kommer til at få for dem.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik