Kommune vil undgå hegn om Naturnationalpark: "Jeg er stærkt bekymret for dyrevelfærden her"

Politikerne i Gribskov Kommune er skeptiske over for tanken om et hegn omkring Naturnationalpark Gribskov. Ifølge Naturstyrelsen kan den vilde natur ikke skabes uden hegn.

Lokalpolitikerne i Gribskov Kommune har besluttet at sende et høringssvar til Naturstyrelsen i forbindelse med sagen om oprettelsen af Naturnationalpark Gribskov, der vil strække sig over 1.300 hektar i kommunen.

Det skyldes Naturstyrelsens planer om at indhegne hele området, fordi der skal gå ”store planteædende pattedyr”, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

TV 2 Lorry har tidligere fortalt, hvordan Naturstyrelsen har planer om at udsætte både 10 elge, 50 stude og kvier og flere hundrede krondyr i naturnationalparken.

Parkens fornemmeste formål er at genskabe vild natur i Danmark, hvor biodiversitet og naturlige økosystemer lever på egne præmisser med mindst mulige indgreb fra mennesket.

Men blandt politikerne i Gribskov Kommune synes man ikke om idéen om at indhegne den gigantiske naturnationalpark og de store dyr.

- Vi er glade for at have mulighed for at kunne afgive høringssvar som et samlet udvalg. Naturværdier fylder meget hos vores borgere. Vi kan tydeligt se det i de over 400 kommentarer, vi har modtaget under kommunens facebookopslag forud for den politiske behandling.

- Det er supergodt med naturnationalparken – men navnlig teknikken med at indhegne området falder ikke i god jord. Det lytter vi til, siger Pernille Søndergaard (nytgribskov), der er formand for Udvikling-, By- og Landudvalget i Gribskov Kommune.

Indhegnede dyr skaber størst biodiversitet

I Naturstyrelsens projektbeskrivelse står det klart, at indhegningen af området primært sker for at skabe forhold, hvor dyrene nedgræsser områder, som det ville ske helt naturligt.

Samtidig skal hegnet sørge for, at ”der vil være et naturligt højt græsningsniveau”.

Ifølge Jens Bjerregaard Christensen, som er skovrider i Gribskov, betyder det, at dyrene vil udnytte de tilgængelige ressourcer mest muligt i stedet for at søge nye græsgange.

- Der skal være højt tryk på græsning for at opnå den naturlige dynamik. Det kan kun ske med ved at have dyrene under hegn, for at de bliver i området.

- De skal være der og spise hele året, siger skovrideren til TV 2 Lorry.

Han understreger samtidig, at det hele sker for at skabe størst mulig biodiversitet i området.

- Det skaber en større biologisk mangfoldighed, når de græsser det helt ned. På den måde får man forskellige områder i skoven og naturen, så det hele ikke ligner hinanden, siger han.

naturnationalpark nordsjælland
Foto: Naturstyrelsen

"Dyr i indhegning er ikke vilde", mener næstformand

Ifølge Bent Hansen (V), der er næstformand i Udvikling-, By- og Landudvalget i Gribskov Kommune har det dog ikke meget med natur at gøre, når man indhegner et område.

- Hvis dyrene lukkes ind bag indhegning, er det i mine øjne ikke vilde dyr længere – og så skal de passes og tilses som tamme dyr.

- Jeg er stærkt bekymret for dyrevelfærden her. Vi har set, hvordan det gik i Molsbjerge (hvor Naturstyrelsen endte med at få kritik for manglende pasning og fodermængde til dyrene, red.). Og jeg er bange for, at det også kan ske her, siger Bent Hansen til TV 2 Lorry.

Samtidig peger han på, at indhegningen vil gøre skoven mindre tilgængelig for nordsjællænderne, der plejer at færdes der.

- Vi bor i et meget tæt befolket område i Nordsjælland. Vi vil begrænse folks færden i den skov, som er deres. Det gælder blandt andet rytterne, som ikke kan bruge skoven der længere, hvis der sættes hegn.

Ifølge Jens Bjerregaard Christensen er der dog ikke noget at frygte – hverken når det gælder dyrevelfærd eller tilgængelighed.

- Vi har brugt rigtig mange kræfter og beskrive de muligheder for friluftsliv, der fortsat skal være der. Det vil give meget større friluftsoplevelser end tidligere, hvis du spørger mig.

Og det er en fjerdedel af Gribskov, der bliver hegnet. Så der er masser af andre områder at ride i, siger Jens Bjerregaard Christensen og tilføjer:

- Vi vil overvåge dyrene meget nøje i relation til de drøftelser, der har været i form af de diskussioner, der har været om dyrene i Molsbjerge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik