Danmark får sine første naturnationalparker - én af dem skal ligge i Gribskov

Regeringen, med støttepartierne og Alternativet indgår aftale, der udmønter 105 millioner kroner til vild natur - og etablerer Danmarks to første naturnationalparker.

Smag på Naturnationalpark Gribskov i Nordsjælland.

Sammen med en stykke natur ved Fussingø i Østjylland bliver et område på omkring 1100 hektar af den nordsjællandske skov omdannet til landets første såkaldte naturnationalpark.

Det står klart, efter Regeringen med støttepartierne Enhedslisten, SF og Radikale Venstre sammen med Alternativet har indgået en aftale, hvor 105 millioner kroner udmøntes til mere vild natur i Danmark.

quote Vi er rigtig glade for nationalparkerne i Danmark, men det vi sætter i gang her er, at vi får nogle områder, som kun er natur for naturens skyld.

Lea Wermelin, miljøminister, Socialdemokratiet

Med en naturnationalpark forstås et sted, hvor "naturen kan passe sig selv", som miljøminister Lea Wermelin (S) udtrykker det på et pressemøde fredag morgen. 

De nye naturnationalparker adskiller sig fra landets allerede eksisterende fem nationalparker ved at lade naturen stå vildt og kunne brede sig, oplyser miljøministeren på pressemødet.

(Arkivfoto) Naturnationalpark Gribskov skal have lov at stå uberørt hen, hvor naturen kan brede sig.
(Arkivfoto) Naturnationalpark Gribskov skal have lov at stå uberørt hen, hvor naturen kan brede sig.
Foto: Esben Salling/Ritzau Scanpix

- Vi er rigtig glade for nationalparkerne i Danmark, men det vi sætter i gang her er, at vi får nogle områder, som kun er natur for naturens skyld, siger ministeren og understreger, at der fortsat vil være adgang for offentligheden til naturnationalparkerne.

Gribskov er i forvejen en del af Nationalpark Kongernes Nordsjælland. De to parker kommer samlet til at udgøre et areal på cirka 1900 hektar. Heraf kommer Gribskov til at udgøre omkring 1100 hektar.

Gribskovs borgmester, Anders Gerner Frost, NyGribskov, er glad for aftalen:

- En ”vild” naturnationalpark give en yderligere dimension til Nationalpark Kongernes Nordsjælland, som har en helt unik kultur- og naturhistorie. Så alt i alt vil den nye naturnationalpark være med til at gøre det endnu mere spændende at gå på opdagelse i vores kommune. Vi glæder os til at gå i gang med opgaven, siger borgmesteren.

Naturnationalpark ved Gribskov i Nordsjælland

Parken skal rumme et stort afvekslende løvskovs-domineret skovlandskab med små og store lysåbne og våde naturområder.

 

Der skal etableres hegn til græssende dyr i parken, som kan bidrage til at holde naturen lysåben. Samtidig skal der skabes overgangszoner, der giver gode betingelser for en række sjældne dyr og planter.

 

Parken bliver på omkring 1.100 hektar. 


Der afsættes 10 millioner kroner til etableringen. Desuden findes der yderligere 7 millioner kroner til parken gennem EU-midler og puljen til urørt skov.

 

Midlerne bruges til at forberede etableringen af naturnationalparken.

 

 

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

Under valgkampen før folketingsvalget 5. juni sidste år lavede Socialdemokratiet sammen med SF et fælles naturudspil. Her opsatte partierne en målsætning om at skabe 15 vilde naturnationalparker. 

Flere naturnationalparker kan være på vej, fortæller Lea Wermelin. 

- Allerede inden valget sagde vi, at vi ville have 15 vilde naturnationalparker, og det står vi ved. Nu har vi etableret de første to, siger hun og uddyber, at man nu vil se på, hvor og hvordan de næste kan etableres.

Stenrev i Roskilde Fjord og ud for Gilleleje

Ud over de to naturnationalparker er der afsat 10 millioner kroner til at etablere stenrev i havet ved Roskilde Fjord nær Nationalpark Skjoldungernes Land og ud for Gilleleje.

Stenrev udgør ifølge ministeriet vigtige levesteder for mange dyregrupper, for eksempel fisk. Derfor er stenrev vigtige for havbundens biodiversitet.

Derudover giver stenrev gode vilkår for makroalger, der kan danne tætte tangskove på stenrevene. På større dybder kan dyr som dødningehåndskoral og søanemone dominere stenrevene.

Mere vild natur

Enhedslistens naturordfører Mai Villadsen kalder aftalen et vigtigt skridt mod at lade naturen blive mere vild og give den mere plads.

- Vores natur har akut brug for hjælp. Vi sætter blandt andet gang i to naturnationalparker til glæde for masser af sommerfugle, biller og svampe, og vi genetablerer stenrev til glæde for fiskeyngel og søanemoner. Men vi er langt fra i mål, siger Mai Villadsen og udtrykker en forventning om flere naturnationalparker.

- SF og Socialdemokratiet gik jo sammen til valg på 15 naturnationalparker, og jeg synes, det er på tide, at vi kommer i gang med at indfri det valgløfte. Naturen har brug for mere plads og steder, hvor den både kan eksistere på egne præmisser, og hvor vi kan lære hinanden at passe bedre på den, siger SF’s naturordfører Anne Valentina Berthelsen. 

- Med Danmarks første naturnationalparker viser vi en helt ny vej for, hvordan vi kan skabe plads og gode levesteder for dyr og planter på statens arealer, siger Radikale Venstres miljøordfører Zenia Stampe.

- Med to naturnationalparker og aftalen i dag tager vi et skridt mod en mere bæredygtig måde at forvalte vores natur. Det er godt nyt for dyr og planter, og det er godt for os alle, der får en mere spændende natur at gå på opdagelse i, siger Alternativets miljøordfører Torsten Gejl.

Derudover udmøntes 35 millioner kroner i tilskud til sammenhængende arealer i og nær ved fem beskyttede og særligt sårbare naturtyper i beskyttede Natura 2000-områder. 

Partierne har også besluttet, at det økologiske demonstrationslandbrug på Livø i Limfjorden skal fortsætte, og at der afsættes 10 millioner kroner til at opkøbe et andet naturområde. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik