Efter politianmeldelse af fyret kommunaldirektør for kreditkortmisbrug: ”Vi gør ikke mere ved det”

Greve Kommune har på et ekstraordinært møde behandlet muligheden for at klage over politiets henlæggelse af sagen mod den fyrede kommunaldirektør, Claus Thykjær.

Det endelige punktum er nu sat i sagen mod den fyrede kommunaldirektør i Greve Kommune, Claus Thykjær.

Greve Kommune har nemlig på et ekstraordinært møde valgt ikke at benytte en klagefrist på 60 dage, som kommunen fik, efter Midt- og Vestsjællands Politi den 23. december sidste år valgte ikke at sigte den nu tidligere kommunaldirektør for kreditkortmisbrug. 

Det blev Greve Kommune orienteret om i et brev.

- Vi har taget politiets brev til efterretning, og vi kommer ikke til at gøre mere ved det, så vi betragter det helt som afsluttet, siger borgmester i Greve Kommune, Pernille Beckmann (V) i dag torsdag til TV 2 Lorry.

Kommunens kreditkort brugt til private indkøb

Kommunen politianmeldte i august 2021 den fyrede kommunaldirektør, Claus Thykjær, fordi han havde brugt kommunens kreditkort til private indkøb.

Men politiet valgte i december at henlægge sagen, da de ikke mente, der var begået noget ulovligt i sagen.

- Der er ikke rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart. Der er lagt vægt på, at forholdene ikke kan straffes efter straffeloven eller andre love, lød det dengang fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2 Lorry.

Tog fejl af kort

Det vakte stor glæde hos Claus Thykjær, der selv fortalte, han et par gange havde taget fejl af sit private og kommunens kreditkort. Men at han havde tilbageført beløb igen.

- Alle beløb er blevet opdaget, afregnet og håndteret. Det har hele tiden været min klare overbevisning, at der ikke på nogen måde har været grundlag for politianmeldelsen, men desværre har jeg skulle vente fem måneder på at få denne afklaring. Fem måneder, hvor det ikke har været muligt for mig at komme videre i min karriere. Det kan jeg heldigvis nu, skrev Claus Thykjær i et opslag på Facebook.

Fratrædelsesaftale til to millioner

Sagen mod Claus Thykjær begyndte den 15. juni 2021, hvor han blev fritaget for tjeneste, og den 22. juni besluttede byrådet i Greve. at indlede en sag, med henblik på at samarbejdet skulle ophøre.

Efter fyringen kunne Claus Thykjær forlade posten med udsigt til at få udbetalt mere end to millioner kroner fra kommunen i det kommende år.

Det viste en aktindsigt i hans fratrædelsesaftale og lønforhold, som TV 2 Lorry fik.

Claus Thykjær sad som kommunaldirektør i Greve Kommune siden marts 2016, og han har tidligere været ansat som kommunaldirektør eller vicekommunaldirektør i henholdsvis Guldborgsund Kommune, Gribskov Kommune og daværende Helsinge Kommune.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik