Oversigt

Seneste nyt

Ung mand dømt for fodboldrelateret masseslagsmål - flere sager venter

En 19-årig mand er ved retten i Glostrup blevet idømt fængselsstraf for at deltage i et større slagsmål på Glostrup Station tilbage i maj. Yderligere 17 sager venter på at komme for retten.

En kvinde blev væltet omkuld, og folk måtte flygte ud af et S-tog, da en gruppe fodboldfans tilbage i midten af maj måned røg i slagsmål med hinanden på Glostrup Station.

I alt blev 18 personer tiltalt i forbindelse med episoden, som fandt sted mindre end 24 timer inden, at ærkerivalerne FC København og Brøndby IF skulle mødes på Brøndby Stadion.

Nu er der faldet dom i den første af sagerne, hvor en 19-årig mand fra Vallensbæk er blevet idømt 40 dages fængsel for grov forstyrrelse af den offentlige orden samt for at have maskeret sig. Dommen blev gjort betinget med vilkår om 60 timers samfundstjeneste.

- Hans rolle i urolighederne af en mere underordnet karakter, og eftersom han ikke tidligere var straffet og var i fast arbejde, var en betinget fængselsstraf med vilkår om samfundstjeneste en mulighed, siger specialanklager Henrik Uhl, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

I kølvandet på episoden, som fandt sted den 13. maj 2023, indledte Københavns politi i samarbejde med Københavns Vestegns Politi en længere efterforskning.

Det lykkedes på baggrund deraf at identificere 18 personer i alderen start 20’erne til slut 30’erne, som havde taget del i masseslagsmålet. Selvom den første nu er dømt, så venter der altså yderlige 17 sager.