Oversigt

Seneste nyt

Mand fængslet for bombetrusler mod politiet og Folketinget

En mand er varetægtsfængslet for at have fremsendt bombetrusler til blandt andre Københavns Vestegns Politi, skriver Ritzau.

Retten i Glostrup har tirsdag varetægtsfængslet en 40-årig mand i surrogat på en  retspsykiatrisk afdeling for fire skriftlige trusler mod ansatte i offentlige institutioner.

Det skriver Vestegnens anklagere på det sociale medie X, det tidligere Twitter.

Truslerne blev sendt til Københavns Vestegns Politi over mail, oplyser anklager Cecilie Hansen, som mødte for anklagemyndigheden.

- Det er ud fra karakteren af truslerne og gentagelsen - at det er flere, der er fremsendt - at retten har besluttet at varetægtsfængsle ham, siger hun.

Han erkendte at have fremsendt truslerne. Retsmødet blev afholdt for åbne døre.

Manden fremsendte tre af truslerne den 8. februar. Her truede han blandt andet politikredsen med at "købe en bombe og bombe rådhuset".

I en anden mail truede han med at bombe sig selv "inde på kommunen". I en tredje truede han med at bombe Folketinget.

Manden skal nu mentalundersøges for at vurdere, om han er egnet til en almindelig straf, oplyser Cecilie Hansen.