Direktør skal to år i fængsel for corona-svindel

Direktør for rengøringsfirma fik hård dom for svindel med-coronahjælpemidler.

Dommen er tre gange hårdere end normalt. For Folketinget har vedtaget, at hvis nogen svindler med de midler, som afsættes til coronastøtte til blandt andet erhvervslivet, så falder hammeren. Ekstra hårdt.

Og det ramte i dag en 37-årig mand fra Valby, da han i retten i Glostrup blev dømt for forsøg på at rage lønkompensationsmidler til sig - uden at have ret til det.

Manden driver et rengøringsfirma og i april 2020 søgte han om 286.000 kroner i lønkompensation til sig selv og tre ansatte, Men ansøgningen blev afvist, fordi en ejer af en virksomhed ikke kan søge lønkompensation til sig selv.

Det fik dog ikke den 27-årige til at give op. Måneden efter søgte han igen - denne gang var det et beløb på 196.000 kroner, der skulle dække løn til tre ansatte. 

Men da Erhvervsstyrelsen behandlede ansøgningen, fik de mistanke om, at der var tale om et forsøg på bedrageri - og det har da også vist sig, at de ansatte, der er søgt lønkompensation til, ikke var ansat på det tidspunkt, ejeren af virksomheden havde oplyst.

Fængsel - og kæmpe bøde

Det udløser nu en dom på to års ubetinget fængsel og en kæmpe bøde på 1.450.000 kroner.

-Retssystemet straffer hårdt og konsekvent de, der afgiver urigtige oplysninger for uberettiget at få udbetalt de penge, som er tiltænkt økonomisk nødlidende virksomheder under pandemien, siger specialanklager Britt Janni Hansen i en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi.

I april 2020 indførte Folketinget et tillæg til straffeloven, og det giver mulighed for at straffe svindel med coronahjælp op til fire gange hårdere, end det, der ellers ville være muligt. I sagen fra Valby har retten i Glostrup straffet manden tre gange hårdere end man ville gøre i en lignende svindelsag - uden at der var tale om coronapenge.

Manden er ifølge Københavns Vestegns Politi ustraffet og har anket sagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik