Turistindustrien ønsker langvarig støtte: "2020 var et sort hul"

Brancheorganisationen HORESTA ønsker, at støtteordningerne skal fortsætte efter restriktionernes ophævelse.

2020 har tæret så hårdt på hotellerne i særligt hovedstadsområdet, at de stadig skal kunne få støtte, selv om regeringen på et tidspunkt ophæver restriktionerne.  

Sådan lyder den opsigtsvækkende melding fra brancheorganisationen HORESTA, der gør status over året 2020, som de betegner som et sort hul.

Det er en ny analyse fra Erhvervsministeriet, der har fået brancheorganisationen på banen.

Den viser nemlig, at dansk turisme mistede 31 milliarder kroner i omsætning i 2020.  Og det tab svarer til mellem 40.000 og 44.000 fuldtidsbeskæftigede på årsbasis. 

- Analysen er et billede på, hvilken voldsomt presset situation, vi står i som erhverv. En meget stor andel af virksomhederne i turisme- og oplevelseserhvervet er ramt i ekstrem grad, og kompensationen dækker på ingen måde det tabte. 2020 var et sort hul for erhvervet, siger chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i HORESTA, Annette Hyldebrandt.

Hovedstaden er ramt

Organisationen gør samtidig opmærksom på, at der er en geografisk skævvridning af, hvor hårdt medlemmerne er ramt. For i sommeren 2020 blev danskerne hjemme. Vi holdt ferie her i landet. Og takket være regeringens sommerpakke, og danskernes ferie i Danmark mistede kyst- og naturturismen kun 6 procent af omsætningen, mens storby- og erhvervsturismen led et tab på 55 procent. Der var ingen konferencer. Ingen forretningsrejsende - og langt færre danskere, der tog på storbyferie i København.

Erhvervsministeriet har tidligere meddelt, at hjælpepakkerne forlænges i takt med opretholdelsen af restriktionerne. 

Det vil sige kompensation for faste omkostninger og lønkompensation. Men HORESTA ønsker, at hjælpepakkerne skal gælde også efter ophævelsen af restriktionerne og efterlyser en plan, der skal gælde den sidste periode af krisen.

- HORESTA opfordrer blandt andet til, at de eksisterende hjælpepakker strækkes ud til efter en ophævelse af de nuværende restriktioner. Tilsvarende er der behov for en genstartspakke, hvor konkurrenceevnen bliver styrket for eksempel via en momsnedsættelse svarende til den, der er gennemført i mange nabolande, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Normal aktivitet i april 2022 - måske

Og spørger man hotellerne - så er der brug for at støtten tænkes langsigtet og ud over restriktionerne.

quote Selv om man kan se lyset for enden af tunnellen , så er der ingen, der aner, hvor lang den tunnel er.

Jesper Olesen, direktør Clarion Hotel Copenhagen Airport

- Man skal give den faste omkostningskompensation i lang tid efter restriktionernes ophævelse. For meget planlægges to år frem i tiden, og vi er ikke tilbage efter indeks 100 med det samme. Det er hotelbranchen, der har taget de største tæsk under krisen, og vi er ekstremt pressede, siger Jesper Olesen, der er direktør for Clarion Hotel, Copenhagen Airport.

Og presset kommer til at fortsætte. Jesper Olesen gætter på, at rejseaktiviteten først vil begynde at nærme sig noget normalt i april 2022 - og det er hans mest optimistiske bud.

- Bare fordi man ophæver restriktionerne herhjemme 28. februar, så begynder folk jo ikke at rejse 1. marts. Så selv om man kan se lyset for enden af tunnellen - så er der ingen, der aner, hvor lang den tunnel er, siger han.

Ønsker hjælp hele 2021

I HORESTA understreger man meget tydeligt, at særligt i København er hotelbranchen hårdt ramt.

- Drømmescenariet vil være, at hjælpepakkerne forlænges og dækker hele 2021. Når København er så ramt som den er, så har vi en forventning om, at det også ser sådan ud til sommer. Vi får en sommer i København, der bliver svag for virksomheder inden for vores område. Når man skal rejse sig fra en nedgang på 80-90 procent, så er der lang vej op til 2019-nivauet, siger Annette Hyldebrandt, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i HORESTA.

Hun understreger, at organisationen har forståelse for, at den genåbning, vi står foran, bliver langsommere end den, vi oplevede sidste forår, fordi frygten for mutationer af virus konstant er til stede.

- Men i København kommer to tredjedele af turisterne fra udlandet. De overnatter typisk i et par dage. Og derfor er der brug for at tænke langsigtet, siger hun og nævner en nedsættelse af momsen som et af de greb, der er værd at kigge på.

Det er sket i vores nabolande, og HORESTA har længe haft kig på den danske moms på 25-procent som et element, der svækker konkurrencen.

Regeringen vil øge efterspørgslen

Erhvervsministeriet ønsker ikke at forholde sig til HORESTAs opfordringer om at forlænge støtteordningerne resten af året, men henviser til en pressemeddelelse fra tirsdag, hvor fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen sagde:

- Corona-krisen har ramt dansk turisme hårdt i 2020. Derfor holder regeringen også hånden under dansk turisme med hjælpepakker og initiativer, som skal øge efterspørgslen, når tiden er til det. Turisme er et vigtigt erhverv for Danmark, og derfor arbejder Det Nationale Turismeforum netop nu på en national strategi for bæredygtig vækst i dansk turisme, så vi i fællesskab kan styrke turismen og beskæftigelsen, samtidig med at vi udvikler grønne og klimavenlige tilbud til turisterne.





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik