Opdaget ved et tilfælde: Nu skal kommune udrede bureaukratisk byggerod med 200 ulovlige sager

Vi vil have en grøn og levende by, lyder det fra kommunen.

Der var en, der var to, der var tre. Og pludselig var der hele 200 sager med opsætning af ulovlige hegn.

Det, der i Gladsaxe Kommune, begyndte som en rutinemæssig vurdering af en byggesag, er endt som ét stort bureaukratisk byggerod.

For med den rutinemæssige vurdering af det første hegn, fandt kommunen nemlig ud af, at mange andre naboer til byggesagen allerede havde opsat alt for høje hegn. Vel at mærke uden at spørge kommunen om lov.

Nu skal 200 boligejere i Toftegaardens Grundejerforening i Mørkhøj, hvis hegn og plankeværk ikke overholder lokalplanen, så have deres hegn individuelt vurderet med henblik på, om de kan beholde dem, eller de skal erstattes af grønne, levende hegn eller lave stakitter.

Det fortæller Gladsaxe Kommune i en pressemeddelelse.

Siden 10. maj 2006 har en lokalplan for grundejerforeningen nemlig sikret, at området skal fremstå som et attraktivt åbent-lavt boligområde med grønne og åbne forhaver.

Derfor må beboerne i området kun plante levende hegn op til 1,80 meter eller stakit op til 1,0 meter højde.

Det er altså netop det, at kommunen er blevet opmærksom på, at 200 adresser i lokalområdet har forbrudt sig imod.

Derfor bad forvaltningen Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe Kommune om at tage politisk stilling til, hvordan sagerne skulle behandles.

På den baggrund besluttede et enigt udvalg først i marts, at der ikke skal gives dispensation til høje hegn, der fremstår helt eller delvist lukkede og er placeret mod vej. Byrådet ønsker nemlig en grøn og levende by med åbne og grønne forhaver.

Beslutningen betyder, at hver enkelt af de 200 sager nu skal behandles individuelt. De berørte grundejere vil herefter få sagen i partshøring, inden der bliver truffet endelig afgørelse.

- Jeg er utrolig glad for, at der er enighed om at holde fast i, at vi ønsker en grøn og levende by, hvor det er trygt at færdes. Derfor bliver vi også nødt til at holde fast i de beslutninger, vi har truffet, selvom det betyder, at der er nogle grundejere, der nu kommer til at skifte deres hegn ud. Men vi vil gerne være rimelige og pragmatiske og tage udgangspunkt i det samlede indtryk, så man ikke skal fjerne et hegn, alene fordi det er fem centimeter for højt. Derfor har vi besluttet, at der skal foretages en individuel vurdering i hver enkelt sag, siger formanden for Trafik- og Teknikudvalget Ole Skrald (S).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik