Som en epidemi: Indbrudsbølge rammer Nordsjælland

Politiets røde indbruds-prikker på et kort over Nordsjælland ligner en mæslinge-epidemi - efterårsferien er i gang.

På kortet kan du se, hvor der er anmeldt indbrud- og indbrudsforsøg i den første weekend i efterårsferien. Prikkerne fordeler sig som mæslinger ud over Nordsjælland.

Nordsjællands Politi kalder de røde prikker på kortet over artiklen her for "mæslinger".

Ikke fordi der er tale om et sygdomsudbrud, men de røde prikker hver især symboliserer indbrud eller indbrudsforsøg, og der er så mange af dem, at det ligner et helt mæslingeudbrud.

Læs også Borger advarer mod lusket indbrudstrick

Patienten er Nordsjælland, der er hårdt ramt af efterårsferien, som startede fredag. Mange familier er rejst væk, og samtidig er dagslyset svundet så meget, at de flere mørke timer giver indbrudstyvene glimrende arbejdsvilkår.

Foreløbig er der registreret 47 indbrud- og indbrudsforsøg i politikredsens område.

- Men det er ikke noget, der kommer bag på os, for når vi kigger tre-fire år tilbage, så er der den samme stigning hvert år, forklarer politikommissær Henrik Sejer, der er leder af Nordsjællands Politis afdeling for indbrud og berigelse.

Læs også Politi efterforsker tyveri fra kirker i Nordsjælland

Ser man på kortet, er Gentofte et af de steder, der er hårdest ramt.

På kortet kan du se, hvor der er anmeldt indbrud- og indbrudsforsøg i den første weekend i efterårsferien.

Følger med på sociale medier

Ifølge Henrik Sejer fordeler de nordsjællandske indbrud sig i to kategorier - de mere tilfældige lejlighedstyverier og så dem, der udføres på et mere organiseret niveau.

I begge tilfælde ender tyvene med at skulle af med de genstande, de stjæler, og ifølge Henrik Sejr sker det blandt andet via de sociale medier.

Læs også Politiet snupper designertyv - søger ejere til tyvekoster

- Så vi holder et godt øje med både Den Blå Avis og Gul & Gratis. Men vi er også med på Facebook, hvor der jo er forskellige lokale grupper for for eksempel Nordsjælland eller Hillerød, hvor folk sætter ting til salg, forklarer han.

I den forbindelse opdagede efterforskerne, at der var sat en række designermøbler til salg, og de meldte sig som interesserede købere.

- Og så dukkede vi op hos en sælger. Han havde vist ikke lige ventet, at det var politiet, der kom for at se på møblerne. Sagen er nu til juridsk vurdering for at finde ud af, om manden skal sigtes for tyveri eller hæleri, siger Henrik Sejer.

Sådan mange anmeldte indbrud i de øvrige politikredse

Midt- og Vestsjællands politi oplyser til TV 2 Lorry, at de i løbet af weekenden og til og med mandag modtog 44 anmeldelser om indbrud eller indbrudsforsøg.
 

Københavns Politi oplyser, at de fra lørdag og til og med mandag har modtaget 22 anmeldelser om indbrud eller indbrudsforsøg.

De gode råd

Nordsjællands politi arbejder nu på at sikre fingeraftryk og DNA-spor fra de steder, det kan lade sig gøre.

Samtidig har de selvfølgelig en håndfuld gode råd til folk, der skal på efterårsferie, og som gerne vil sikre sig lidt bedre mod uønskede gæster, mens de er væk.

Læs også Indbrudstyve sprang ud af rullende bil med politiet i hælene

Blandt andet er det en god idé at tænde lyset, mens man er væk, så der er lys fra sidst på eftermiddagen.

De fleste indbrud sker i tidsrummet mellem klokken 15 og 21 i den mørke halvdel af året, og da politiet ikke har mulighed for at ligge på lur ved samtlige huse i kredsen, opfordrer de også naboer til at være opmærksomme:

"Lys, lås og opmærksomhed", lyder det i Facebook-opslaget fra Nordsjællands politi.

Lån naboens bil

Og så har Henrik Sejer endnu et godt råd.

- Hvis nu man har en nabo, der har to biler. Så kan det være en god idé, hvis man kan få den ene parkeret i ens tomme indkørsel, mens man er væk - det hjælper altid, siger han.

Du kan se Facebook-opslaget fra Nordsjællands Politi her:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik