Borger advarer mod lusket indbrudstrick

Københavns Politi bekræfter, at man har enkelte sager, hvor tyvene anvender et lignende modus

Indbrudstyve kan være særdeles kreative, når de forsøger at tiltvinge sig adgang til folks hjem.

Alt fra Kinderæg i folks hække, ulåste skraldespande til sand på dørmåtten har tidligere været omtalt som metoder, som indbrudstyve bruger til at finde ud af, om folk er hjemme.

Og nu har endnu et trick så set dagens lys.

I Katrinedalskvarteret i Vanløse ved København har en årvagen borger opdaget, at der blevet sat små kviste i hoveddøre, havelåger og i cykelskure.

Kvistene sidder i klemme og falder ud, når døren åbnes, og tyvene kan på den måde holder øje med, om folk er hjemme.

- Det er enormt bekymrende at føle sig overvåget på den måde, siger Stine Pedersen, der bor i Katrinedalskvarteret med sin mand.

Har haft indbrud flere gange

Siden juni har parret ad to omgange gange fundet små kviste i deres hoveddør, skur og havelåge.

Stine Pedersen tror ikke, der er tale om drengestreger. I de cirka ni år hun og hendes mand har boet i Katrinedalskvarteret, har de nemlig haft indbrud flere gange.

Stine Pedersen fandt forleden disse kviste i døren til hendes havelåge og skur. Det er anden gang på bare få månder.
Stine Pedersen fandt forleden disse kviste i døren til hendes havelåge og skur. Det er anden gang på bare få månder.
Foto: Privatfoto

-  Man bliver lidt urolig af at have oplevet flere indbrud. Når vi er udsatte, tror jeg, at det hænger sammen med at vi bor tæt på Metrostationen - det er nemt at komme væk, siger Stine Pedersen.

Lignende modus i andre sager

TV 2 Lorry har været i kontakt med Københavns Politi, som bekræfter, at de har enkelte sager, som beskriver et lignende modus som det, Stine Pedersen beskriver. 

- Generelt ser vi ofte, at indbrudstyve – inden de begår indbrud  sonderer et nærområde for at finde ud af, hvornår beboere er væk fra hjemmet, siger leder af indbrudssektionen ved Københavns Politi, politikommissær Peer Windolf-Nielsen, i en mail til TV 2 Lorry.

Han fortæller, at det kan være en god idé at få naboen til at parkere bilen i ens indkørsel og tømme postkassen, hvis man ikke er hjemme i en længere periode – for eksempel i forbindelse med efterårsferie.

- Vi opfordrer altid borgere til at være opmærksomme og kontakte os, hvis de oplever mistænkelig adfærd i deres nærområde, siger Peer Windolf-Nielsen.

Advarer andre på Facebook

Stine Pedersen fra Vanløse har ikke kontaktet politiet omkring kvistene i hendes hoveddør og havelåge. Men hun har til gengæld delt et opslag i en lokal Facebook-gruppe, hvor hun gør andre beboere i området opmærksom på det mulige indbrudstrick.

- Vi har selv alarmsystem, låse indvendigt på alle døre og naboer, der holder vågent øje med vores hus, når vi ikke er hjemme. Jeg vil også opfordre andre til at være opmærksomme på deres naboers hjem.

- Det er den bedste måde, vi kan hjælpe hinanden, og man kommer desuden tættere på sine naboer, siger Stine Pedersen.

Fem gode råd mod indbrud

Tryghedsfonden lancerede tidligere på året kampagnen Bo trygt!, hvor man kan få gode råd til, hjvordan man beskytter sig mod indbrud

De 5 indbrudsråd

  1. Bliv Nabohjælper

    Godt naboskab og et opmærksomt blik for, hvad der foregår i nabolaget, gør kvarteret mindre attraktivt for indbrudstyve – og dermed tryggere for dig. Hils på dem, du møder, og fortæl naboer, hvis du aner uråd. Og ved at bruge Nabohjælp aktivt kan samarbejdet mod indbrud blive mere effektivt. Hent Nabohjælp-app’en, eller læs mere på nabohjælp.dk
     
  2. Tænd lys udenfor, og klip hækken

    Skab god belysning uden for huset. Lys med sensor øger chancen for at tyven bliver set af naboerne, og forstyrres i sit arbejde. Undgå høje træer, hække og mørke gemmesteder omkring dit hjem. Dermed bliver det sværere for tyven at komme uset ind i huset.
     
  3. Gør døre og vinduer svære at bryde op

    Gør det svært for tyven at bryde ind i dit hjem. Brug gode, solide låse, døre og sikrede vinduer. To låse på hoveddøren gør det mere end dobbelt så besværligt for tyven at bryde ind. Og sørg for at låse værktøj og haveredskaber inde i skur eller garage, så det ikke kan bruges til at bryde ind i huset med.
     
  4. Undgå at købe tyvekoster – brug sikre betalingsformer

    Hvis ingen købte tyvekoster, var der INGEN indbrud. Du er med andre ord med til at nedbringe antallet af indbrud, hvis du undgår at købe stjålne varer. Brug altid MobilePay, eller kig efter NemID hos sælger, når du køber brugt. Begge betalingsformer er knyttet til cpr-nummer, som kan spores tilbage til sælger, og det ønsker kriminelle ikke.
     
  5. Ring 1-1-4, hvis du har mistanke om indbrud

    Politiet kan opklare flere indbrud med din medvirken. Hvis du ser personer med en mistænkelig adfærd i dit nabolag, eller hvis du har haft indbrud, så ring 1-1-4. Dine oplysninger kan være afgørende for politiets opklaring, og selv mindre detaljer kan være vigtige.

Kilde: botrygt.dk


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik