Nogen har efterladt en speedbåd i Skovshoved Havn – og andet interessant fra hittegodslisten

Politiets liste over hittegods er en blandet landhandel, men en indbragt speedbåd fra en havn i Nordsjælland får alligevel politiet til at klø sig i nakken.

Gransker man politiets liste over hittegods, finder man lidt af hvert.

Der er de klassiske sager: Cykler, værktøj, smykker, armbåndsure, motorcykler og designmøbler.

Der er samtidstyvekosterne: iPhones, laptops, kameraer og bluetoothhøjtalerne.

Der er de lidt kuriøse fund: Et fotoalbum med billeder af en ukendt familie fra Køge-egnen, en småkagedåse med gamle Anders And-memorabilier fra 70’erne, 80’erne og 90’erne.

Og så er der de absurde fund, der på stereotypisk facon er kan bestyrke fordomme, man kan have om folk fra et bestemt område.

Sådan et fund er for nylig blevet føjet til Nordsjællands Politis hittegodskontor.

- Nej, det sker godt nok ikke så tit

Nogen har nemlig efterladt en speedbåd af modellen Ørnvik Commander 500, som har ligget uafhentet til kaj i den eksklusive Skovshoved Havn lige nord for København siden juni 2019.

Den slags hører til i afdelingen for sjældent hittegods, forklarer politiassistent Morten S. Christensen, der tager sig af sagen i Nordsjællands Politi.

- Nej det sker godt nok ikke så tit, at vi ser speedbåde, der får lov at stå efterladt i havnen så længe, at de bliver indbragt til os, siger han.

Selvom speedbåden efterhånden har været i politiets varetægt et stykke tid, har de fortsat ikke fået henvendelser på den trods efterlysning via sociale medier. Derfor er båden fortsat lidt af et mysterium.

- Den her båd bør have en ejer, for den er ny og i forholdsvis god stand, men vi ved ikke hvem, siger Morten S. Christensen.

efterladt speedbåd
Foto: Nordsjællands Politi

Manglende bådregister

Men det burde vel ikke være så svært at forene båden med ejermanden, tænker du sikkert. For en båd har vel ligesom så mange andre køretøjer et nummer tilhørende et register af en art, som man kan slå op i?

Nej, er svaret. Og det er med til at gøre processen ekstra besværlig.

- Der findes ikke et bådregister på samme måde, som vi kender det fra for eksempel biler, cykler, knallerter og motorcykler. Så man kan ikke bare som sådan slå båden op og finde dens ejer, siger politiassistent Morten S. Christensen.

Det er dog en sandhed med modifikationer, at der ikke findes et bådregister. Fordi der fra myndigheders side ikke er oprettet et, så har frivillige bådejere gået sammen om et register ved navn Bådbogen.

Her kan en bådejer selv vælge at registrere bådens skrognummer og motornummer, netop for at gøre det nemmere at blive genforenet med båden, skulle den blive stjålet eller drive til havs.

- Men hvis ikke ejeren af båden har registreret det skrognummer i den specifikke database, eller har meldt båden med skrognummer stjålet, ja så kommer man faktisk til kort, forklarer Morten S. Christensen.

Han håber dog, at båden kan blive genforenet med ejeren, så den ikke skal en tur på auktion.

Og skulle ejeren af Ørnvik Commander 500-speedbåden med Mariner 60-motoren sidde derude og læse med, kan en mail til msc001@politi.dk bringe båd og ejer nærmere genforening.

Sidder man til gengæld som optimistisk type med en drøm om at score en uafhentet båd kvit og fri, bliver man dog skuffet over at høre, at man skal kunne oplyse bådens skrognummer og nummeret på motoren for at få speedbåden med sig.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik