Bakken får ny forlystelse - bliver den første af sin slags i Nordeuropa

Bakkens kommende forlystelse med navnet Tidsmaskinen bliver den første af sin slags i Nordeuropa. Den skal både imponere passagerer og beskuere.

Når Dyrehavsbakken nord for København slår portene op til sæsonen 2021, så bliver det med mulighed for, at Bakkens gæster kan prøve en helt ny forlystelse med navnet Tidsmaskinen.

Forlystelsen, der er bygget op som et ur, giver mulighed for, at gæsterne kan sætte sig i vogne forenden af visere, som svinger rundt mod hinanden på kryds og tværs.

quote Det er en meget betagende karrusel både at prøve og at stå at kigge på, fordi man er fascineret af, hvordan det kan undgås, at de her arme og vogne ikke kører sammen.

Steen Grænge, teltholder på Bakken

Med sin unikke model er forlystelsen den tredje af sin slags i verden og den første i Nordeuropa.

Det fortæller Steen Grænge, der er teltholder og står bag den nye forlystelse, til TV 2 Lorry og uddyber:

- Vognen er hele tiden lodretstående, hvilket betyder, at man ikke vender på hovedet på noget tidspunkt.

- Du får et sug i maven, fordi du er i enden af armen, som svinger rundt i 11 meters højde - først kører man den ene vej, så bliver der læsset af og på, og så kører man den anden vej bagefter.

I Tidsmaskinen kommer der til at kunne være op til 32 passagerer ad gangen.
I Tidsmaskinen kommer der til at kunne være op til 32 passagerer ad gangen.
Foto: Steen Grænge

Betagende for både passagerer og tilskuere

Siden 2012 har Steen Grænge været tilknyttet som teltholder på Bakken. Her har han stået bag forlystelserne Kænguruen og SkyRoller.

Men da han i 2018 prøvede Tidsmaskine-forlystelsen i Orlando i USA blev han alligevel mere betaget, end han plejer at gøre, når han kigger på potentielle forlystelser.

- Jeg var fuldstændig solgt i den karrusel og skulle bare have fingrene i sådan en. Det lykkedes heldigvis ret hurtigt.

Han peger på, at noget af hans fascination skyldes, at karrusellen både underholder passagerer og beskuere.

- Man får en følelse af, at vognene kører ind i hinanden. Det er en meget betagende karrusel både at prøve og at stå at kigge på, fordi man er fascineret af, hvordan det kan undgås, at de her arme og vogne ikke kører sammen.

Opsættes med hjælp fra Italien

Opsætningen af den nye forlystelse begynder den 8. marts 2021.

Her drager producenterne fra Italien til Klampenborg i Nordsjælland for at hjælpe med at samle og opsætte den nye karrusel.

Ti dage senere forventes det, at karrusellen står samlet og klar på Dyrehavsbakken.

Dermed kan alle gæster - der er 105 cm høje eller derover - se frem til, at de kan prøve den nye karrusel, når Bakken åbner til sæsonen 2021.

Dyrehavsbakken forventer at åbne den 26. marts 2021.

Se Lorrys portræt af Bakken

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik