Smitten stiger på Frederiksberg: Virolog ser tydelig tendens blandt borgerne

Smitten stiger dag for dag generelt i landet og også i Frederiksberg Kommune. Opfordringen fra virolog lyder, at vi skal holde ekstra meget fast hen over påsken.

- Kigger vi på den nationale stigning i antal smittede, så er der en opadgående tendens.

Sådan lyder det fra professor i eksperimentel virologi, Allan Randrup Thomsen, til TV 2 Lorry, efter han har set mandagens smittetal.

I Danmark har vi nu en positivprocent, der er steget til 0,49.

En af de kommuner, der dag for dag har set en stigende smitte blandt indbyggerne, er Frederiksberg Kommune.

Kommunen har de sidste syv dage haft 109,8 smittede per 100.000 indbygger - det der kaldes incidenstallet. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Simon Aggesen (K), der er borgmester i Frederiksberg Kommune, er opmærksom på udviklingen.

- Indtil videre er tendensen at det er en generel smitte, som ikke kan allokeres til én skole eller ét boligområde. Derfor følger vi det meget nøje, men det er ikke sådan på nuværende tidspunkt, at vi går ud og gør noget håndgribeligt i enkelte områder på Frederiksberg, siger han til TV 2 Lorry.

Borgmester i Frederiksberg Kommune, Simon Aggesen, er ikke umiddelbart bekymret over udviklingen, men følger smittetallene den nøje
Borgmester i Frederiksberg Kommune, Simon Aggesen, er ikke umiddelbart bekymret over udviklingen, men følger smittetallene den nøje
Foto: Jan Christiansen - TV 2 Lorry

Simon Aggesen tilføjer, at kommunen har en skærpet opmærksomhed på smitteudviklingen, efter at incidenstallet har passeret 100.

- Vi er i tæt dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed for at se på, om vi skal gribe ind lokalt, lyder det fra borgmesteren.

Færre borgere testes på Frederiksberg

Professor i eksperimentel virologi, Allan Randrup Thomsen, ser en tydelig tendens på Frederiksberg, når det gælder test af borgerne.

- Det, man kan se, når man kigger på tallene, er, at det ser ud til, at man per indbygger tester væsentligt mindre på Frederiksberg end i København. 

- Det kunne være noget, man skulle gøre befolkningen i Frederiksberg opmærksom på, og opfordre dem til at lade sig teste, siger han til TV 2 Lorry.

Borgerne på Frederiksberg lader sig ikke teste lige så ofte som borgerne i nabokommunen København.
Borgerne på Frederiksberg lader sig ikke teste lige så ofte som borgerne i nabokommunen København.
Foto: Jan Christiansen - TV 2 Lorry

Og det er på trods af at Frederiksberg Kommune har fem forskellige teststeder, som borgerne kan benytte sig af

- Der er ingen gode undskyldninger for ikke at lade sig teste på Frederiksberg. Vi har fem testcentre - Rådhuset, Nordens Plads, Forum, og så får vi et nyt på Christian Paulsens Vej. Så det handler bare om, at man skal tage ud og lade sig teste, siger Simon Aggesen.

Han tilføjer, at kommunen er særligt opmærksomme på de mandlige borgere, som ikke lader sig teste lige så ofte som kvinderne på Frederiksberg.

Vigtigt op til påskeferien

Ifølge virolog Allan Randrup Thomsen er tiden her op til påskeferien særligt vigtig.

- Hvis man sammenligner med oktober sidste år, er vi nogenlunde samme sted, og der gav efterårsferien et markant løft af smitte. Så de her ferier er altså noget, vi skal have for øje, siger han.

Han opfordrer folk til at holde fast i sundhedsmyndighedernes anbefalinger hen over påsken.

- Man skal holde afstand og holde sig indenfor forsamlingsloftet på fem indendørs. Ellers er der risiko for betydelig smittespredning.