Endnu et smitteudbrud på vaccineret plejehjem

13 personer er testet positive på et plejehjem i Dragør. Det sker bare 10 dage efter, at beboere og personale er blevet vaccineret.

Seks beboere og syv ansatte på Omsorgscentret Enggården i Dragør er testet positive for covid-19.

Det sker efter plejehjemmets beboere og ansatte i starten af året blev vaccineret. Og det får nu centerleder Ole Andersen til at stramme op på plejehjemmets forholdsregler.

quote Det understreger med al tydelighed, at vi ikke må give slip, men at vi skal opretholde vores restriktioner: Værnemidler, afstand og så videre

Ole Andersen, centerleder Omsorgscentret Enggården

- Det er tankevækkende, at det her udbrud sker 10 dage efter vores første vaccination, siger han og fortsætter:

- Det understreger med al tydelighed, at vi ikke må give slip, men at vi skal opretholde vores restriktioner: Værnemidler, afstand og så videre, siger han til TV 2 Lorry 

Besøgspåbud

Hos Omsorgscentret Enggården ved de ikke, hvor smitten er opstået. Smitteudbruddet betyder dog, at Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt plejehjemmet at udstede et midlertidigt forbud mod besøgendes adgang til centret. 

Beboerne har derfor ikke længere mulighed for at få besøg med mindre, der er tale om besøg i kritiske situationer eller besøg fra den nærmeste pårørende til en beboer.

Påbuddet gælder frem til 1. marts, medmindre Styrelsen for Patientsikkerhed ophæver eller forlænger påbuddet. 

Lignende tilfælde

Også på Plejecenter Rosenhaven i Ballerup er der opstået smitteudbrud efter vaccination af plejehjemmets beboere og ansatte.

Her er hele 27 personer - 15 beboere og 12 medarbejdere - fredag testet positive for coronavirus. Det bekræftede Ballerup Kommunes borgmester, Jesper Würtzen (S):

- Det er en skidt nyhed. Det er rigtig, rigtig ærgerligt, specielt når vi nu går ind i den allersidste fase med vaccinationerne og kunne se en ende på det. Det er så uheldigt, som det kan være, siger borgmesteren.

Vacciner beskytter først uger efter anden dosis

Smitteudbruddet på henholdsvis Omsorgscentret Enggården i Dragør og Plejecenter Rosenhaven i Ballerup sker altså begge efter, at beboere og ansatte er blevet vaccineret.

Og det, er der en god grund til.

Ifølge Sundhedsstyrelsen vil mange – men ikke alle – nemlig opnå nogen grad af beskyttelse mod covid-19 allerede efter den første dosis, men dog først efter et par uger.

Derfor kan smitten have udviklet sig i dagene efter, vaccinationerne blev udført.




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik