Region laver vaccinationscentre i alle kommuner: ”Det er dagens bedste nyhed”

Der etableres vaccinationscentre i alle 17 kommuner i Region Sjælland. Det skal sikre, at borgere maksimalt har 20 kilometer til nærmeste vaccinationssted.

I takt med at Danmark over de kommende måneder modtager større og større sendinger af vacciner mod coronavirus, skruer landets regioner op for kapaciteten til at vaccinere flere og flere borgere dagligt – og i Region Sjælland betyder det, at der skal etableres nye vaccinationscentre i alle regionens 17 kommuner.

Det skal sikre, at borgerne i den geografisk store region maksimalt har 20 kilometer til det nærmeste vaccinationscenter.

Det oplyser Region Sjælland i en meddelelse på deres hjemmeside.

Her udtaler regionsrådsformand Heino Knudsen (S), at der er fokus på at få vaccinerne hurtigt ud til borgere og frontpersonale i sundhedsvæsenet med maksimal udnyttelse af vaccinerne med minimalt spild.

- Det er en kæmpe indsats, der er leveret på meget kort tid. Nu tager vi hele den indsats og løfter det op på et endnu højere niveau. Vi er helt klar til at vaccinere tæt på borgerne i takt med, at vaccinerne ankommer, siger han.

Fra venstre mod højre illustreres Region Sjællands tre faser for vaccineudrulningen. Anden fase (i midten) iværksættes 10. februar.
Fra venstre mod højre illustreres Region Sjællands tre faser for vaccineudrulningen. Anden fase (i midten) iværksættes 10. februar.
Foto: Region Sjælland

Ventes at være på plads 10. februar

Samtidig løfter Region Sjælland sløret for de kommende faser af regionens vaccinationsindsats.

I første fase, som allerede er sat i værk, etableres pop-up-vaccinationssteder, som blandt andet skal vaccinere sårbare grupper.

I anden fase, som ventes at sættes i gang den 10. februar, kommer de omtalte vaccinecentre i hver af de 17 kommuner i Region Sjælland. Seks af de 17 vaccinecentrene kommer til at have meget stor kapacitet – lidt lige som i Region Hovedstaden, der netop har taget fire af i alt seks store vaccinationscentre i brug.

Af de seks store vaccinationscentre skal to ligge i TV 2 Lorrys område, nemlig i Køge og i Roskilde.

Tredje fase er vaccinationen af den brede befolkning.

- Vi har stort fokus på at vaccinere så tæt på borgeren som muligt, og når der i tredje fase begynder at komme mange vacciner til Danmark, skal ingen borgere i regionen have længere end 20 kilometer til et vaccinationssted, siger Heino Knudsen.

Region Sjællands fem principper for vaccinationsindsatsen

  • Hastighed: Regionen anvender vaccinerne hurtigst muligt, når de modtages.
  • Borgere der har mest behov: Regionen følger Sundhedsstyrelsens målgruppeinddeling.
  • Nærhed: Regionen vaccinerer så tæt på borgeren som muligt.
  • Vaccineudnyttelse: Regionen skal bruge alle vacciner, og få mest muligt ud af hver leverance. Der må ikke være spild.
  • Sårbare: Regionen skal hjælpe sårbare borgere med at blive vaccineret.


Kilde: Region Sjælland

- Det er dagens bedste nyhed

I Stevns Kommune modtages Region Sjællands melding med jubel.

- Det er dagens bedste nyhed, og en kæmpe forbedring for stevnsboerne, som nu slipper for en lang transport for at blive vaccineret, siger Anette Mortensen (V), der er borgmester i den sydøstsjællandske kommune i en pressemeddelelse.

- Det er noget, vi har presset på for at få til at ske, så det er dejligt, at det er lykkedes. Vi har arbejdet på det i flere dage, og vi er klar til at slå dørene op. Når regionen er klar, er vi klar.

Det kommende vaccinested i Stevns kommer til at ligge i Hårlevhallen, som ligger nogenlunde lige midt i kommunen.

Hovedstadsborgmester kræver samme tiltag i Region H

Tiltaget med vaccinationscentre i alle kommuner vinder gehør i naboregionen, Region Hovedstaden.

Her har Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), læst om Region Sjællands planer og efterspørger via sine sociale medie-kanaler det samme tiltag fra hovedstadsregionen.

- Den øvelse bør vores region også gå i gang med. Især når de nye vacciner som er lettere at håndtere lander i større omfang i Danmark. Det undrer mig såre, at Region Hovedstaden er så fodslæbende her, skriver hun på sin Facebook-side.

Helsingør-borgmesteren uddyber, at hun nu vil gå i dialog med hendes borgmesterkollegaer i Nordsjælland med henblik på et fælleskommunalt pres på Region Hovedstaden for at få tiltaget rullet ud.

Region Hovedstaden planlægger indtil videre med at oprette seks store og faste vaccinationscentre. Foruden Region Sjælland har Region Nordjylland også meddelt, at de opretter vaccinationscentre i alle kommuner.

Her åbner Region Hovedstadens seks vaccinationscentre

  • Ballerup: Baltorpvej 18, 2750 Ballerup. Åbner den 13. januar
  • Amager: Bella Center, Center Boulevard 5, 2300 København S. Åbner den 13. januar
  • Vesterbro: Øksnehallen, Halmtorvet 11, 1700 København V. Åbner den 13. januar
  • Hillerød: Østergade 8, 3400 Hillerød. Åbner den 20. januar 2021
  • Ishøj: Vejledalen 17, 2635 Ishøj. Åbner den 20. januar 2021
  • Bornholm: Ullasvej 39 C, 3700 Rønne. Åbner den 13. januar


Kilde: Region Hovedstadens Akutberedskab

Venter bare på vaccinerne

Region Sjællands vaccinefaser planlægges efter, at Danmark frem til og med uge 13 modtager godt 1.430.000 doser vacciner. Af dem vil regionen modtage godt 200.000, og da alle skal vaccineres to gange, betyder det, doserne rækker til omkring 100.000 borgere.

Netop anden runde af vaccineringen går Region Sjælland nu også i gang med, så de første, der har modtaget stikkene, over de kommende dage skal have det andet og sidste af slagsen.

Mange af de stik finder sted i pop-up vaccinationscentre i hele regionen. Til at støtte dem opretter Region Sjælland sammen med de 17 faste vaccinationssteder fem mobile enheder – som senere skrues op til ti – som kan køre ud og bistå pop-up vaccinationsstederne.

Region Sjælland har i dag kapacitet til at vaccinere 10.000 borgere dagligt, men modtager ikke så mange vacciner. Fra 10. februar vil regionen kunne vaccinere 14.000 borgere dagligt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik