Socialt udsatte til stort fodboldstævne: "Det varmer mit hjerteblod"

Selv taberne vinder, når udsatte spiller fodbold.

03:04

René Hansen var en af deltagerne ved et stort julestævne for socialt udsatte i Brøndby. "Vi går og krammer hinanden og spreder glæde", siger han. Video: TV 2 Lorry

Rundt regnet 100 ivrige fodboldspillere mødtes torsdag til en turnering for udsatte. René Hansen er en af dem.

- Jeg vil ikke undvære det her for noget. Fællesskabet her er fantastisk. Det varmer mit hjerteblod, fortæller han.

Læs også Hjemløselandshold på vej til VM i Mexico

Turneringen hedder "Ombold", og som navnet antyder, handler det om at få en ny chance.

Tanken bag er at skabe et fællesskab, som udspringer af fysisk aktivitet. At spille på et Ombold-hold skaber holdglæde og forpligter spilleren, siger manden der stiftede Ombold, Thomas Hye-Knudsen.

- Det, at de mennesker her kan komme ind i et fællesskab, som ikke tager udgangspunkt i de problemer, de går og døjer med i hverdagen, gør en kæmpe forskel, fortæller han.

- Stemningen er i top. Og det er gode bekendtskaber, siger Burhan Beyrem, der er deltager i Ombold-stævnet. Foto: TV 2 Lorry

"Vi går og krammer hinanden"

René Hansen kommer fra et hårdt miljø. Et miljø med stoffer og alkohol, men nu har han holdt sig stof- og alkolfri i ti måneder - blandt andet takket være Ombold-fodbolden.

Læs også Stor festdag i dag for hjemløse - helt særlig natcafé hædret med pris

- Før sad jeg hjemme og stirrede, nu er jeg begyndt at lave nogle ting, jeg aldrig har gjort før. Jeg er begyndt at tage løbeture og i sidste weekend var jeg ude at samle grankogler. Det har jeg aldrig gjort før, fortæller han.

Selv om Ombold er for fællesskabet skyld, så bliver der også tacklet igennem.

- Det er også et frirum for spillerne, at her kan de få lov at råbe og måske skælde ud, uden at de bliver smidt ud af værestedet, eller hvor de nu opholder sig, fortæller Thomas Hye-Knudsen.

René Hansen har ikke behov for at råbe ad nogen. På spørgsmålet, hvad det bedste ved Ombold er, svarer han:

Læs også Stor festdag i dag for hjemløse - helt særlig natcafé hædret med pris

- Vi går og krammer hinanden og spreder glæde. Jeg kan mærke det helt ind i brystet, siger han.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik